Pete Doherty er blevet kaldt en omvandrende sæbeopera. En endeløs føljeton af katastrofer knyttet til et eskalerende stofmisbrug, der kun er blevet værre, siden han forlod The Libertines. Rygter hævder, at Dohertys nye band, Babyshambles, kun har fået lavet et album, fordi han skulle skaffe penge til stoffer. Hvilket i så fald ikke forhindrer 'Down in Albion' i at være en gloriøs punkplade. Doherty synes tragisk nok djævleblændt opsat på at styrte i Sid Vicious' fodspor, men det er The Clash snarere end Sex Pistols, der er forbilledet. Det er fand'me helt uhyggeligt som den gamle Clash-guitarist Mick Jones i rollen som producer har fundet sig en ny Joe Strummer i den unge kaospoet Pete Doherty. Når man hører dub-rocken på 'Sticks & Stones' og 'Pentonvile', hep-hepkoret på 'Killamangiro' eller den luddovent swingende 'What Katy Did Next', lyder Babyshambles som The Clashs ungdommelige spøgelse. Albummet er mildt sagt ujævnt, men på den gode måde. Løftet af få, men fantastiske punkfuldtræffere. Højspændt sløvsind og hovedkulds fremdrift som den, man finder på 'Fuck Forever' og 'Pipedown', rummer hver især mere adrenalin end Tom Bogs høvlede indenbords forud for mødet med Emile Griffiths. Man må krydse fingre for Doherty i dødsdromen. »What's thrilling me is killing me«, synger han nøgternt. Men går det galt, vil man ikke kunne være i tvivl om, hvor alt det liv blev af. Det vrider og åler sig i hvert eneste kaotiske øjeblik på den uligevægtige og uimodståelige blanding af adrenalin og ømskind, der er 'Down in Albion'.