Så længe som hele 12 år har Kate Bush ladet være med at udgive nye sange. Når hun nu igen udgiver et album, er det til gengæld lige så ambitiøst, eksperimenterende og perfektionistisk, som nogle har håbet på og andre muligvis frygtet, fordi de fandt hende for kunstfærdig. 'Aerial' ('Luftig') er noget så tids- og tålmodighedskrævende anti-hitlisteagtigt som et dobbelt konceptalbum. Ikke ligefrem en godte for bestyrere og kunder i moderne butikker, der ernærer sig ved at sælge pop på internettet. Men den selvproducerede Kate Bush har i årevis gået sine egne veje både som kunstner og forretningskvinde. 'Aerial' hører til blandt de udgivelser, Kate Bush har grund til at være stolt af. I sammenligning med hendes seneste album, 'The Red Shoes' fra 1993, er 'Aerial' mere naturligt eksperimenterende og heldigvis fri for forsøg på at få solisten til at passe en tre minutter smal popsko, der klemmer både tæer og hæle. Ligesom på f.eks. 'The Red Shoes' arbejder Kate Bush med mange forskellige stilarter. Men hvor hun i 1993 gjorde det i rytmisk grove, begrænsende træk, gør hun det nu, så musikken minder om en impressionistisk malers arbejde med både detaljer og overblik. Man kan høre musikken i baggrunden og udelukkende opleve den som behagelig og harmonisk. Eller man kan isolere sig med den, dykke ned i den og finde lag på lag af detaljerig poesi og rytmik tegnet af stemmer, klaviaturer, strygere og f.eks. percussion. Alt imens man studerer teksterne, der indrømmer, at Kate Bush som kunstner er lige så verdensfjern, som hun er en hverdagsnær drømmer. 12 års udgivelsespauseer lang tid. Selv for en kunstner, der blev europæisk berømt og salgbar allerede 19 år gammel med sin første single 'Wuthering Heights' baseret på Emily Brontës roman. Kort tid efter fulgte debutpladen 'The Kick Inside', der bestod af sange, som det klaverspillende vidunderbarn havde skrevet i sine teenageår. I 1980 hittede hun igen med sangen 'Babooshka'. Den sang og 'Wuthering Heights' er dem, folk oftest forbinder med Kate Bush. Hendes varemærke blev en naturromantisk popmusik, hvor den ungdommelige alfestemme med de himmelsigtende guirlander var ornamenteringerne, der fuldendte værket. I 1985 udkom 'Hounds of Love', der var den første plade indspillet i hendes hjemmestudie indrettet i en villagarage, betragtes som en af hendes bedste og er den, 'Arerial' minder mest om. Det er blevet skrevet, at Kate Bush i løbet af de senere år har haft hjemmebesøg af en EMI-chef, der lige ville høre, hvordan det gik med at få lavet noget nyt. Og at Kate Bush har åbnet ovnlågen i køkkenet, hevet kager ud og svaret, at det gik skam fint - hun havde produceret en hel pladefuld. I forbindelse med udgivelsen af 'Aerial' har den nu 47-årige, aldrig-optrædende Bush indvilget i at tale med musikbladet Mojo. I det interview afkræfter hun kagehistorien, men siger, at hun godt kan lide den. Fordi den gør hende menneskelig i modsætning til alle de myter, der er om hende. Nogle af de første 12 års cd-pause brugte Kate Bush til at komme sig over sin mors død. De efterfølgende tog hun sig af sin nu 7 år gamle søn og et hverdagsliv, der ikke inkluderer hverken barnepassere eller rengøringsfolk. Kate Bush vasker selv sit tøj, som de fleste andre gør. Hendes vaskemaskine er blevet interessant, fordi det foreløbig mest omdiskuterede nummer på 'Aerial' hedder 'Mrs. Bartolozzi' og fordi toppen af omkvædet lyder »washing machine, washing machine« i sopranleje og handler om at vaske sit tøj til hverdag og hænge det op under en himmel, hvor længsler passerer og forsvinder i en god blæsts skyfart. Der vil givetvis være nogle, som finder vasketøjssangen irriterende. Der vil være endnu flere, som synes, at Kate Bush tager sig alt, alt for lang tid, når hun uden umiddelbart iørefaldende refræner fortæller abstrakte og konkrete historier om naturens årlige gang og om uafvendelig menneskelig modning i et sprog, der er rigt på konkrete detaljer og almen relevant erfaring, men samtidig verdensfjernt i forhold til alt det, der er sket på kloden, i kunsten og i musikken, siden Kate Bush var ung. Men på 'Aerial' tænker hun i lange træk, og det er med til at gøre albummet relevant ikke bare i morgen, men også om nogle år. 'Aerial' er flamenco og jazz, pop og new age, digt og personhistorie. Præsenteret af en stemme, som i dag vover meget mere end at minde om en overbelyst harpes følsomme klang. Sommetider synger hun som en trompet, der har alle nætterne til at finde ud af, hvad den vil. Andre tider nynner hun som en fe, der udelukkende findes i drømme. Eller som et af de livfulde fuglefløjt, der falder naturligt ind i lydbilledet. Detaljer, som understreger indtrykket af, at det her måske nok er en udgivelse, Kate Bush har anstrengt sig for at få færdig. Men den lyder ikke for anstrengt.