Lige ned i denne uges mildt sagt opkogte debat om Jørgen Leth og hans meritter med unge kvinder i sit master bedroom i Haiti dumper Kashmir helt uforvarende i de beskidte lagner med sangen 'The Cynic'. Oven i købet i selskab med David Bowie, der jo nok også ved et og andet om, hvordan man får det optimale ud af (sex)livet, lader de kynikeren tale fra sin pude: »Please be my next morning flower/ but don't be here all the time/ leave a couple of hours/ then bring me food and wine«. Blot for at lade omkvædet flænse helt ind i den erotiske og egoistiske sjæl: »Play with me, play with me/ don't tell me how it feels/ don't let it be for real/ don't tell me how you feel«. Vidste man ikke bedre, kunne man let forledes til at tro, at det på forhånd meget omtalte samarbejde med David Bowie var en aktuel kommentar til den aktuelle nedplafning af et ikon i dette land. Sådan er det selvfølgelig ikke, men vederkvægende fint er sanger Kasper Eistrups lille portræt ikke desto mindre. Også fordi det i høj grad viser, at Kashmir har genfundet den (selv)ironi, der faktisk prægede bandets tidligere år, inden en meget tung alvor tog over. Frugtbart samarbejde Den seriøse tilgang til rocken og de mange indlysende forbilleder, Kashmir som alle andre bands med drømme om at levere et 'klassisk' rockalbum naturligvis tærer på, er ikke væk på 'No Balance Palace'. Men i et hørligt, frugtbart samarbejde med den gamle mesterproducer Tony Visconti, der stod bag T-Rex' største succeser og netop David Bowies tidlige plader fra 1970'erne, har Kashmir til gengæld fundet en langt lettere og mere legesyg indfaldsvinkel til sangene. Selv om man savner - og det gør man virkelig - store, episke ballader som 'Aftermath' og 'Rocket Brothers' denne gang, er det lidt knudrede og fortænkte indtryk fra sidste udspil, 'Zitilites', renset væk. Der er en klarhed i udtrykket, samspillet, vokalen, produktionen og sangene her, som gør 'No Balance Palace' til et umanerligt helstøbt album på absolut internationalt niveau. Musikken har ofte det glidende forløb over sig med et på en gang tungt og swingende beat under Eistrups skiftevis medløbende og kradsbørstige guitarer, som djævelsk velspillende Kashmir mestrer live. Fra første skæring, den på en gang oplevelsessyge og kuldslåede skildring af 'Kalifornia' med indgangsbønnen »Restless, restless/ windswept road/ take me someplace untold«, er der noget nyt og forfriskende over Kashmirs femte album. Udsynet synes bredere, himlen højere og visionen større. Frem for alt er det melodiske flow forankret i en selvsikkerhed, der holdes hele vejen igennem. Måske fordi både musikken og teksterne forekommer langt mere konkrete i deres dragende historiefortælling? Reed læser op Eksempelvis i fascinationen af en forladt, mørk bygning i digtet 'The Black Building', læst op over et tilbageholdt musikalsk inferno fra Kashmir af Lou Reed, som kun han kan gøre det, drævende, nøgternt og dybt fængslende. I modsætning til det spøgelsesagtige miks af David Bowies stemme, som man næsten ikke kan genkende, er der tale om en meget signifikant Lou Reed på gæstelisten. Men Kashmir fastholder fortælleglæden og oplevelsesevnen igennem hele albummet, der virker som en lang rejse. Helt frem til det afsluttende og helt fænomenale titelnummers voldsomme crescendo i midten, inden den smukke afrunding. Den sang er ikke bare et forsøg på at skabe klassisk rock, sådan som forbilleder som Pink Floyd eller Radiohead ville have gjort det, det er rendyrket klassisk Kashmir. Og i dette tilfælde er det til fulde lige så godt. I sin afsøgning af de store vidder, af kærlighed i noget, der minder om Dantes forgård, er 'No Balance Palace' et meget udansk rockalbum. Satsningen og modet er tydeligvis større end sædvanligt for både Kashmir og den danske rockscene som helhed. Det danske ligger til gengæld i den personlighed, som her træder markant frem i Kasper Eistrups sangskrivning og den let melankolske tone i musikken, som dog hverken er flæbende eller klynkende. Tværtimod er vi om bord på et stjernebesat skib på sejlads gennem en isnende kold nat, hvor kursen lige så godt kan være mod tilværelsens skjulte isbjerge som mod den trygge havn. Det er bare med at påmønstre, for turen er tankevækkende og dragende, men ikke kedelig. For Nordstjernen lyser klart fra tilstanden Kashmir.