I den imponerende vrimmel af ny dansk rockmusik, der myldrer ud ad samtlige biveje i disse år, markerede Grand Avenue sig klart som et muligt hovedspor, da kvartetten debuterede i 2003. Mens mange jævnaldrende kolleger har haft alt for travlt med at få et album ud i eget navn med forholdsvis personlig musik, som til gengæld virker ufærdig og skidt produceret, stod og står Grand Avenue for soliditet. Til gengæld var kvartettens traditionelle, bløde amerikaner-rock med inspiration fra både Vestkysten og country ikke just lammende original. Første indtryk fra album nummer to, der er indspillet i New York, er da også, at det lyder forbasket godt, lækkert, internationalt og med tyk bund under sangene. Næste indtryk er desværre, at der stadig er lidt anonymt på den store avenue. Forstået på den måde, at Grand Avenue skriver sange med et svimlende stort anslag i de kvarterer, hvor så store navne som U2, Coldplay, Radiohead og - nå, ja - Kashmir samt Saybia har huseret. Det er kompetent radiorock, let at lytte til, sympatisk og helt igennem tilforladeligt, men også en lille smule kedeligt. En lidt hård dom, måske, for der er meget positivt at sige om Grand Avenue. Rasmus Walter Hansen synger sine småmelankolske sange med deres usagte ekkoer af at være alene i en verden, som er forladt både af fornuften og kærligheden, med fin intimitet og indlevelse. Og i amerikanske Bryce Goggins umanerligt smagfulde produktion fra New York smyger instrumenterne sig forførende ind på melodierne, så det er en ren luksus. Det fungerer fremragende i ballader som den flotte 'She' og den sensuelt drivende duet 'Slowmotion', hvor danskerne har inspirerende selskab af amerikanske Jennifer Charles. Men Grand Avenue er ikke meget for at sætte hverken tempo eller tyngde i det derfor meget ensartede materiale. Man kunne godt ønske sig, at der var lidt flere hunde, der bjæffede på gadehjørnerne på den funklende avenue, lidt mere lir i luften, bilhorn i bund og ganske almindeligt liv i alt det perfekte.