0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

På anonymitetens avenue

Danske Grand Avenue har flot international lyd og stor kompetence, men savner noget at bruge det hele til. I det hele taget vil lidt mere selvkritik være på sin plads for de mange danskere, der udgiver egen musik.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

- PR-foto

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I den imponerende vrimmel af ny dansk rockmusik, der myldrer ud ad samtlige biveje i disse år, markerede Grand Avenue sig klart som et muligt hovedspor, da kvartetten debuterede i 2003.

Mens mange jævnaldrende kolleger har haft alt for travlt med at få et album ud i eget navn med forholdsvis personlig musik, som til gengæld virker ufærdig og skidt produceret, stod og står Grand Avenue for soliditet. Til gengæld var kvartettens traditionelle, bløde amerikaner-rock med inspiration fra både Vestkysten og country ikke just lammende original.

Første indtryk fra album nummer to, der er indspillet i New York, er da også, at det lyder forbasket godt, lækkert, internationalt og med tyk bund under sangene. Næste indtryk er desværre, at der stadig er lidt anonymt på den store avenue. Forstået på den måde, at Grand Avenue skriver sange med et svimlende stort anslag i de kvarterer, hvor så store navne som U2, Coldplay, Radiohead og - nå, ja - Kashmir samt Saybia har huseret. Det er kompetent radiorock, let at lytte til, sympatisk og helt igennem tilforladeligt, men også en lille smule kedeligt.

En lidt hård dom, måske, for der er meget positivt at sige om Grand Avenue. Rasmus Walter Hansen synger sine småmelankolske sange med deres usagte ekkoer af at være alene i en verden, som er forladt både af fornuften og kærligheden, med fin intimitet og indlevelse. Og i amerikanske Bryce Goggins umanerligt smagfulde produktion fra New York smyger instrumenterne sig forførende ind på melodierne, så det er en ren luksus.

Det fungerer fremragende i ballader som den flotte 'She' og den sensuelt drivende duet 'Slowmotion', hvor danskerne har inspirerende selskab af amerikanske Jennifer Charles. Men Grand Avenue er ikke meget for at sætte hverken tempo eller tyngde i det derfor meget ensartede materiale. Man kunne godt ønske sig, at der var lidt flere hunde, der bjæffede på gadehjørnerne på den funklende avenue, lidt mere lir i luften, bilhorn i bund og ganske almindeligt liv i alt det perfekte.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere