Når nu verden og den såkaldte storpolitik forekommer så meningsløs og brutal, som den gør i en årstid, der hellere vil være efterår end sommer, er der ret beset ikke noget at sige til, at melankoli er højeste mode. Hvordan skulle man ellers kunne barrikadere sig mod trusler og istid, der hurtigt nok kan forandre sig til oversvømmelser og bestråling på grund af forurening? Ned under dynen med lidt god rødvin, en semidepression, sådan lidt a la halvt alvorlige kærestesorger. Og så på med 'Spine', det nye lækre soundtrack til sårbarhed og slumrende sorg med den danske trio Pelding og sangerinden Joy Morgan, der tidligere har sunget med hos blandt andre Nobody Beats The Beat. Pelding, som sådan, debuterede i 2001 og blev skamrost for deres opfindsomme beats og stemningsfulde samplinger, men noget stort folkeligt eller internationalt gennembrud fulgte ikke med. Chancerne er større for 'Spine', der sikkert flyder ind i slipstrømmen fra 1990'ernes britiske triphop, centreret omkring Brighton og sydkysten. Musikken er smidig, selvsikker og lækker med Jonas Engbergs dybe bund på bassen, Jacob Bellens dansende triphop-trommer og Peter T. Pedersens dybblå scratch og samplinger. Over det svæver Joy Morgans sensuelt kælne jazzvokal som cigaretrøg over sofabordets halvtomme drinkglas og overlæssede askebægre ud på de små timer. Det er dejligt med sådan et besøg fra en moderne Billie Holliday med nogle samtidige spillemænd på slæb. Sange som den loungeprægede duet med Abdullah S, 'Open Your Eyes', er døsigt flirtende på en stimulerende måde, og 'Travelling' med lidt mere skub i den rytmiske bund lyder som et oplagt radiohit. Problemet er, at musikken stener videre på stort set samme måde gennem albummets spilletid på godt en time. Og så begynder selv den mest lækre lydkulisse at gå i et med tapetet. Derfor er album nummer to fra Pelding, alle de uomgængelige kvaliteter ufortalt, en lille skuffelse. Lidt mere spræl, lidt mere temperament, lidt mere passion midt i al den pæne tristesse ville have revet op og flænset i nattens sorte fløjl. Måske er det en tilføjelse, Pelding og Joy Morgan vil byde os på live? Indtil da kan man roligt nyde et glimrende, melankolsk glidende soundtrack til en sørgeligt våd sommer. Variationen må man selv sørge for.