Richmond Fontaine er ikke navnet på en person, men på et band fra Portland, Oregon. Vil man have et navn på, er det sangeren og sangskriveren Willy Vlautin, der er den centrale skikkelse i Richmond Fontaine. Ringer der ingen klokker? Ikke så sært. Richmond Fontaine eksisterede i otte år og lavede fem plader med en blanding af country og rock uden at blive opdaget af andre end en beskeden inderkreds. Det ændrede sig i nogen grad, da det engelske musiktidsskrift Uncut placerede 'Post To Wire' blandt årets bedste udgivelser. Fuldt fortjent, viser det sig nu, hvor 'Post To Wire' bliver genudsendt sammen med Richmond Fontaines nyeste udspil 'The Fitzgerald'. En plade, der er endnu bedre. Er målestokken americana med sjæl giver 'The Fitzgerald' baghjul til både Bruce Springsteen og Ryan Adams' nye udgivelser. Hvor 'Post To Wire' var vital og udadvendt countryrock med spor af spændvidden mellem arven fra The Byrds og The Replacements og med Paul Brainards pedal steel i en countrydefinerende hovedrolle, er 'The Fitzgerald' så dæmpet og intim, at den slutter en forbindelse mellem folkemusik og lo-fi minimalisme. Snarere end Ryan Adams' alternative country er musikken tættere på moderne trubadurer som Vic Chesnutt og Mark Linkous fra Sparklehorse. Den helt afgørende forskel på Richmond Fontaine og alle de andre, der rocker countrymusikken, er sangskriveren Willy Vlautin. Er han ikke ekstraordinær som sanger, er han til gengæld en musikalsk storyteller af et sjældent format. Han tager countrymusikkens forkærlighed for skæbnefortællinger og hverdagsbeskrivelser og løfter den op på et niveau, hvor man sjældent befinder sig. Hvis man kan forestille sig en novelle af mesteren Raymond Carver illustreret af maleren Edward Hopper sat til ny-gammeldags akustisk musik, har man en fornemmelse af Willy Vlautins stil. Det litterære snit er ikke uden grund. Det respektable forlag Faber & Faber lægger navn til, når Vlautin snart udgiver sin første roman, 'Motel Life'. En titel, der også kunne have passet på 'The Fitzgerald'. Det store og underlige liv, der bliver taget til fange i små anonyme rum, hvor hjerter karambolerer, lagnerne er grå af sved, udsigten trøstesløs til en baggyde, hvor øretæverne står bøjet i neon. Her er man kun et fejltrin eller en beslutning fra at ende som bums. På spanden, på røven, på lånt tid. Livet kan miste sin retning. Nådesløse lånehajer, desperate gamblere, anonyme lig i ørkenen og vinden, der blæser lige så ensomt i byens beton som i den øde ravine. Det er små skarpe fortællinger om mennesker, der bliver taget alvorligt. Men det er samtidig sange, der igen og igen løfter sig højt på en perfekt vending. »He disapperared into heartbreak«, som det hedder på 'Disappeared'. Richmond Fontaine er lyden af Hoppers maleri 'Nighthawks At The Diner' anno 2005. Hvor Bruce Springsteen har svært ved at få sin gamle fornemmelse for den amerikanske grundsubstans og sine nye litterære ambitioner til helt at mødes, præsterer Willy Vlautin det på sange som 'The Incident of Conklin Creek', 'Casino Lights' og 'Exit 194B' med en helt anden selvfølgelighed. Sublimt indrammet af det følsomt økonomiske akkompagnement fra resten af Richmond Fontaine.