Med ganske få livlige og præcise virkemidler spiller duoen The White Stripes antydningerne af overrumplende mange amerikanske musikgenrer på et album, hvor stort set samtlige sange lyder som hastigt udformede skitser. Med vilje. The White Stripes var kun et par uger om at indspille 'Get Behind Me Satan', og dét selv om en del af numrene ikke var færdige, da de gik i studiet. Den ufuldendte sangskrivningsproces havde Jack og Meg White nu ikke behøvet at blære sig med i en pressemeddelelse. Man kan høre det. Hverken melodisk eller tekstmæssigt har 'Get Behind Me Satan' indre kompleksitet i samme omfang som gennembrudsalbummet 'White Blood Cells' fra 2001 og 'Elephant' fra 2003. I sammenligning med Jack Whites vellykkede, homogene samarbejde med countryidolet Loretta Lynn på 'Van Lear Rose' fra sidste år placerer 'Get Behind Me Satan' sig rent kompositionsmæssigt et sted mellem det parodiske og det underholdende. Parodisk, fordi Jack White denne gang nøjes med at berøre forskellige følelser flygtigt og mange steder gentager sine små, fjollede melodier med stor entusiasme. Men altså også underholdende af nogenlunde de samme årsager: Ved blot at antyde følelser og repetere nemme refræner kan duoen skabe genkendelige ekkoer af forskellige amerikanske musiktraditioner uden at behandle de gode, gamle genrer med postuleret autenticitet og ærefrygt. Det betyder ikke, at The White Stripes går respektløst til værks, når de her spiller blues, bluegrass, punk, poprock eller soul. Trommeslageren og korsangeren Meg White og sangeren, guitaristen, pianisten og marimbaspilleren Jack White elsker tydeligvis alle traditionerne. Men i stedet for at gentage musikhistorien i bund nøjes de med at spille nøjagtig de takter og instrumenter, der skal til for at gøre historien levende. For eksempel Detroits Motown-soul anno drengegruppen Jackson 5 bliver uimodståeligt livlig i hænderne på dette her æstetisk bevidste par, der sommetider lader sig beskrive som søskende, til andre tider præsenterer sig som fraskilt ægtepar og hele vejen gennem fem plader konsekvent har holdt sig til farverne rødt, hvidt og sort. Et utålmodigt rytmisk klaver, en ivrigt ringende tamburin, en enkelt fængende linje og en mandestemme pint helt op i falsetleje af forventning er alt, hvad The White Stripes behøver for at lyde som en munter omskrivning af Jackson 5 i 'My Doorbell'. Det er The White Stripes personlige tilgang til stoffet, der gør 'Get Behind Me Satan' til en oplevelse. I sammenligning med tidligere er der mindre elguitar og meget mere klaver og marimba på det nye album. Men holdt i rytmisk snor af Meg Whites tålmodige trommetæv slipper Jack White stadig sit temperament og sit instinkt løs på forskellige instrumenter og som en sanger, der kan lyde sort af foragt i det ene øjeblik og bønfaldende desperat i det næste. 'Get Behind Me Satan' er ikke noget flittigt gennemarbejdet album. Men det er gennemmusikalsk.