Der er kun ganske få steder i Emmett Malloys dokumentarfilm ’Under Great White Northern Lights’, hvor Jack White sætter ord på, hvad der kendetegner hans og Meg Whites band The White Stripes.
Altså ud over at duoen fra årtusindskiftet fik et kæmpepublikum til at falde for dens hastigt indspillede, spontant klingende og garagerå rock’n’roll.
Men enkelte steder i Malloys film får Jack White forklaret, hvad The White Stripes er og kan.
Mest præcis er han måske i en interviewsekvens, hvor han citerer en musikskribent for at have kaldt duoen for lige så fake som autentisk og omvendt.
Det er i skismaet mellem rockens mangeårige iscenesættelse og påståede ærlighed, at The White Stripes opererer.
Med en trommeslager – Meg White – der altid er et kvart slag bagud samt en sanger, guitarist og pianist – Jack White – der har en tilsyneladende skødesløs tilgang til hele den rockhistorie, han dyrker, som var det livsvigtig afgrøde.
Spillefilmslang musikvideo
Nu er Emmett Malloys film udkommet sammen med et livealbum med The White Stripes.
Og selv om der altså er enkelte mindeværdige Jack White-udtalelser i filmen, er det mere for musikkens skyld, man skal opleve udgivelsen.
For selv om Emmett Malloy i 2007 fulgte med Meg og Jack White på deres 10-års jubilæumsturné rundt i samtlige canadiske provinser og talte med dem backstage på en rejse, hvor de spillede for tusinder på arenaer og for få i busser og på et slags plejehjem for udstødte indianere, så bliver man ikke særlig meget klogere på The White Stripes af instruktørens arbejde.
Meg White siger stort set ingenting i filmen.
Og Jack White siger for lidt til at gøre filmen til andet end en film for fans – mens han vanen tro stryger pagen om bag øret og både ligner og lyder som nogen, der er mest optaget af at tale om Robert Plant fra Led Zeppelin, Loretta Lynn fra Tennessee, blues ifølge Son House eller al den anden musik, han faldt for i 80’erne i Detroit, mens de andre i byen hørte hiphop, og han følte sig udenfor.
Ved at give Emmett Malloy lov til at følge med på turneen i Canada har The White Stripes på en måde selv garderet sig imod, at filmen om dem kommer tæt på.
Emmett Malloy er mere kendt for sine mange musikvideoer end for film, og dokumentaren ’Under Great White Northern Lights’ virker som en spillefilmslang video, der for loyalt mod The White Stripes’ æstetik foregår i rødt, sort og hvidt.
Spøgelses- og rockhistorier
Det er på udgivelsens medfølgende livealbum optaget under Canada-turneen, at man kan høre det drama, den musikviden og den spontanitet, der kendetegner The White Stripes som band.
At duoen blev et stort navn i århundredets første årti skyldes måske lige så meget æstetikken som musikken.
Men man kan ikke se bort fra, at Jack White ene mand kan lyde som de vilde heavypionerer i Led Zeppelin, der møder bluesmusikeren Robert Johnson.
Han kan sin rockhistorie. Han er oven i købet inden for de seneste år flyttet til Tennessee for at forfølge den. Og han har fået resten af bi-projektet The Raconteurs til også at flytte dertil.
Når man lytter til ’Blue Orchid’, ’Little Ghost’, ’I’m Slowly Turning Into You’ og The White Stripes’ hidtil største hit ’Seven Nation Army’ på livealbummet, får man eksægteparret Jack og Meg Whites karisma direkte ind i kroppen.
At tage sådan et spadestik i rockhistorien og komme op med spøgelseshistorier fri for sproglige klicheer, men med masser af bevidst underliggende temaer virker gribende – og det har i hvert fald siden det brede gennembrudsalbum ’Elephant’ fra 2003 oveni været lige til hitlisterne.
Afmystificerer ikke
Det sære ved Malloys film er, at han ikke fortæller den gode historie, som ligger lige foran ham. Han afmystificerer ikke, hvorvidt Jack og Meg White er søskende eller ej.
Duoen præsenterede sig oprindelig fra dannelsen i 1997 som søskende, men aviser i Detroit har siden bragt både vielsesattest og skilsmissepapirer underskrevet af parret, der var gift i en kort årrække, inden The White Stripes brød igennem.
De voksede op i hver sin del af Detroit. Da de blev gift, tog Jack White, født John Anthony Gillis, sin hustru Meg Whites efternavn.
Hun er efter sigende vokset op i en mere velhavende del af Detroit.
Møbelpolstrer
Han er fra den mangeårigt arbejdsløshedsramte bys sydligvestlige del og opvokset i en præstefamilie som den syvende af ti søskende. Som barn ville han være præst.
Fem år gammel begyndte han at spille trommer, og da han var teenager, gik han i lære som møbelpolstrer og drev i nogle år et møbelpolstrerfirma sammen med en ven under sloganet ’Your furniture is not dead’.
Allerede dengang, trods opvæksten i en religiøs storfamilie i den barske industriby Detroit, var Jack White optaget af den minimalistiske, hollandske designbevægelse De Stijl fra 1920’erne.
Den designretning kom senere til at navngive et album med The White Stripes.
Tre farver
Mens han var møbelpolstrer, brugte Jack White synligt sit æstetiske gen på fortrinsvis at arbejde i gult, sort og hvidt.
Inspirerede af De Stijl holdt Meg og Jack White sig også til tre farver, da de dannede The White Stripes i 1997. Rød, sort og hvid blev deres farver og er det stadig.
De fandt et klart og enkelt koncept, der hurtigt kunne genkendes, og ramte både med det og med den rockhistorisk inspirerede musik et fængslende rum mellem fake og autenticitet.
Uden at det var deres fortjeneste, gjorde de det så oven i købet i en tid, hvor MTV tabte værdi som musikvideokanal, hvor alle og enhver begyndte at kunne udgive hjemmeoptagelser, og hvor det egentlig hed sig, at de bredt samlende navne var passé.
Vilje og lyst til at spille
The White Stripes formåede at være bredt favnende i årtusindets første årti, selv om – eller fordi – duoen ikke gjorde så meget andet end at nyfortolke rockens historie i impulsivt indspillede, scenografisk dygtigt iscenesatte vendinger.
Gruppens hidtil nyeste studiealbum, ’Icky Thump’ fra 2007, var tre uger undervejs i studiet. Det er det længste indspilningsforløb, The White Stripes har været igennem.
Kritik For selvcentreret nyt album fra White StripesI hvert fald hvis man skal tro rygterne.
Men dét er så lige, hvad man skal lade være med, når det gælder The White Stripes. Hør musikken i stedet for. Den taler for sig selv.
Altså: at kunne få en duo til at lyde som en punkagtig udgave af Led Zeppelin.
Eller få Robert Johnson og venner frem på en alderstegen banjo.
Der skal vilje til. Måske ikke vilje til at stille op foran et kamera for at snakke. Men i hvert fald lyst til at spille.
fortsæt med at læse
