Velkommen til laboratoriet bag de hvide striber, hvor alkymisten Jack White tryller fortidens gamle rockragelse og underlige lyde om til det pureste guld. Det har han og søster Meg nu gjort på i alt seks plader, så chokværdien er naturligvis svindende. Det imponerende er derfor, at The White Stripes er i stand til at fastholde energien, kreativiteten og den vedholdende kvalitet i den langstrakte udforskning af rockens og instrumenternes mangesidede virkninger. Tilbage til de vilde dage På ’Icky Thumb’ vender duoen sig fra den komprimerede stil på de seneste album, ’Elephant’ og ’Get Behind Me Satan’ og springer tilbage i sin egen, vildere og mere eksperimenterende fortid.
Åbenbart har især Jack White efter de to kommercielt og kunstnerisk vellykkede plader og eventyret med fritidsgruppen The Raconteurs haft stort behov for at finde ind i mere uvejsomt terræn igen. Hvilket selvsagt betyder, at det ikke er helt så let at lytte sig ind på ’Icky Thumb’, der blander stilen fra de tidligere White Stripes-album med Jack Whites åbenbart endeløse fascination af halvfjerdsernes bluesbaserede tungrock og ikke mindst Led Zeppelin. Hvide amerikanere De britiske tordenfugle er på træk henover ’Bone Broke’ og den fabulerende ’Rag And Bone’, i hvis indledning Jack White selv råber op om sin produktion til søsteren: »Look at all this stuff! You’re sure you don’t want it? We can use it, just give it to us«.
