ØV, ØV, ØV. Når nu Van Morrison kalder sit nye album 'Magic Time', håber man, at han virkelig mener det. Og at hans nye album derfor er betydelig bedre end den halve snes mellemgode Morrisonplader, han har indspillet, siden sidste gang han var rigtig god. Det var i 1993 på 'Too Long in Exile', hvor hans erindrende Belfastblues var skarp og følsom. 'Magic Time' er kun glimtvis i nærheden af magien. Man kan næsten mærke den i den længselsdrivende, rastløst slentrende 'Celtic New Year' og i den engagerede flamencoblues 'Gypsy In My Soul'. Den er også lige ved at være der i den spirituelle selvbiografiske 'Just Like Greta', hvor han fortæller om at være en udadvendt og sød fyr en gang imellem, men indadvendt og tung om hjertet det meste af tiden. Men i de fleste af de øvrige numre synger Morrison jazz, blues og folk, som om han ikke virkelig gider gøre det. De tre rørstrømske jazzstandards klæder ham ikke for godt. Og når han i 'Keep Mediocrity at Bay' giver middelmådigheden et ordentligt møgfald med den gode, gnavne Van-stemme, er det ikke så smart, at musikken netop i dét nummer er middelmådig blues. Øv, øv, øv.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens USA-korrespondent: Trump fik ikke Grønland, men han fik lov til at tage en sejrsrunde på de sociale medier
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Folk var nærmest i chok, da Rihanna pludselig stod på scenen
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Aftalen er en kæmpe sejr for det grønlandske og danske diplomati
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce