'Love Is Hell' klagede Ryan Adams senest, så de kolde flammer slikkede forslugent op om både 'Part 1 & 2'. Når han da ikke lige stort set samtidig hamrede pedalen i bund med 'Rock' n' Roll'. Temperaturskalaen er mere moderat denne gang. Temaet på 'Cold Roses' er stadigvæk den flyvske kærlighed, der har det med at vokse til uopnåelige dimensioner, så snart den er uden for rækkevidde. Alligevel er det noget helt andet. De lysere toner spiller stærkt med. Hvor kærligheden sidste gang smagte ramt af personlig nedtur, er der denne gang på en helt anden måde tale om en sangskrivning, der i forhold til 'Love Is Hell' forholder sig til et mere traditionelt defineret musikalsk univers. På 'Cold Roses' tager Ryan Adams på mange numre tråden op fra sit gamle band Whiskeytown. Stålguitaristen Cindy Cashdollar er centralt placeret i lydbilledet, og der er igen masser af country i rocken. Sangene er officielt skrevet af bandet i fællesskab. Det skal nu nok være en gammel løgn. Teksterne bærer klart Adams' fingeraftryk. Rollen som lurvet romantiker er ham kær: »I'm buzzing like a jar full of lightning bugs/ ... / wasted like a bum with someone's wallet«. Men det er samtidig ikke nogen urimelig gestus. 'Cold Roses' er på en helt anden måde end 'Love Is Hell' en bandplade. Hvilket ikke har forhindret Ryan Adams i at lave endnu en dobbelt-cd. Man kan vælge endnu en gang at konstatere, at Ryan Adams kunne have en plade, der var lige så fantastisk som 'Heartbreaker' (2000), hvis han blot havde redigeret strammere. Eller også kan man trække på skuldrene og nyde det lysende overskud og den udfordrende nonchalance, med hvilke Adams smider sine sange fra sig. Det er ikke helt nemt at vælge. Der er ikke nogen dårlige sange. De er faktisk alle sammen ret så hamrende gode. Men også lidt for ens til at levere en mere sober begrundelse for nødvendigheden af et dobbelt-album. Men det der med det sobre har så heller aldrig været Ryan Adams' stærke side. Bare for god ordens skyld, så er den måske mest uimodståelige af de 19 sange smidt på som bonus bundet i halen på cd nummer 2! 'Tonight' er en af de nyklassiske amerikanske rocksange, man ikke hører bedre på denne side af den unge Springsteen. 'Cold Roses' er umulig ikke at nyde. Som sanger og sangskriver har Adams et selvfølgeligt selvlysende format. Læg dertil at 'Cold Roses' bare er lækkert spillet. De fleste i samme branche ville nok give højre arm, deres yndlingsguitar og halvdelen af stemmebåndet for blot én gang at kunne skrive og synge en sang som 'Meadowlake Street', 'Cherry Lane' eller 'How Do You Keep Love Alive'. Når man ikke bare sidder og klapper begejstret i sine små hænder, er det, fordi niveauet og tonen bliver for konstant og ensartet. Pudsigt nok kan kvalitet også blive monoton, når den ikke er parret med enten glødende passion eller køligt overblik. Ingen af delene præger 'Cold Roses'. Tænker jeg koldsindigt. Men hvad med spilleglæden? Og bliver straks fanget af et nummer, der ikke lige gjorde det store indtryk første eller anden gang, 'If I Am Stranger'. Det er næsten ligesom at skulle kritisere vejret. Der kommer, hvad der kommer fra Ryan Adams. Det siler, strømmer og drypper og stråler fra en skyfri nattehimmel og gerne det hele på én gang. Og ærlig talt, så vil jeg hellere tage, hvad der kommer end søge i ly for én eneste sang.