D12 er jo Eminems band. Hvis ikke tidens mest provokerende rapper var en sjettedel af gruppen, ville hans Detroit-kumpaner Swift, Bizarre, Kon Artis, Kuniva og Proof stadig fedte rundt i hver sin lille hiphopstjernedrøm. Det ved D12 godt, og på 'My Band' - det eneste rigtig gode nummer fra deres andet album 'D12 World' - forsøger de at tage brodden af kritikken ved at overspille den: »Why he get 90 and we only get 10 percent?«, spørger Proof ironisk om Eminem. Det nummer er et kløgtigt kunststykke og desuden eminent produceret af - ja, ham. Paradokset er, at D12 stadig ikke er en pind andet end Eminems backingrappere. Kun fedlingen Bizarre viser fortælletalent, når han ikke bliver alt for usympatisk - men selv da formår han i det mindste at få én til at lytte efter. Eminem behøver ikke at være med i D12. Hvorfor er han det så? Måske vil han udvikle sig som producer. Måske vil han sikre sine homeboys' pensionsopsparing. Måske hygger han sig bare. Men det er jo ikke den slags artige dyder, der har gjort Eminem interessant. Hans styrke er hans omgang med ekstremer, og han har ikke noget at gøre nede på D12's middelmådige niveau.
Eminem på kvart styrke
Lyt til artiklen
