0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En cockney-stener af guds nåde

Det med spænding ventede andet album fra The Streets skuffer ikke det mindste. Ja, Mike Skinner har endda haft selvtillid nok til at forenkle sin musik og skabe en lang, sammenhængende fortælling om kærlighed, venskab, tilfældighedernes grumme spil og den pokkers mellemmenneskelige mistro.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det begynder med 1.000 pund. Forstår du, han er helt sikker på, at han har lagt dem ved tv'et. Helt sikker. Men nu er de væk, pist væk. Den slags er sgu ikke engang morsomt - en tudse kommer ikke af sig selv. 'A Grand Don't Come For Free'. Og dermed velkommen til The Streets' andet album. Birmingham-knægten Mike Skinners kunstnernavn, der blev synonymt med britisk hiphops fremtid, da debutsinglen 'Has It Come To This' i 2000 viste en ny vej frem.

Dén blev asfalteret med det fremragende debutalbum 'Original Pirate Material' to år senere, hvor Skinner beviste, at hans hiphopificering af især UK-garage kunne stå distancen, at hans udsyn fra gadehøjde aldrig blev traurigt, frelst eller selvmedlidende, men tværtimod boblede af humoristisk humanisme og skarpslebne iagttagelser.

Det gælder også for 'A Grand Don't Come For Free'. I overrumplende grad. Og ikke nok med at teksterne er ladet med masser af nyt brændstof, men den nu 26-årige herre har også haft modet til at skære ind til benet i sine produktioner. Man genfinder flere af de orkester- og kammermusiksamplinger, der var et kendemærke ved debutalbummet, mens pop-appealet delvis har fortonet sig. Og det direkte slægtskab med UK-garage er trådt i baggrunden til fordel for påvirkninger fra den mere afmagrede, forbenede afart, grime (a la landsmændene Dizzee Rascal og Wiley), hvis primitivistiske, men ikke mindre opfindsomme produktionsstandarder tydeligvis har inspireret Skinner.

Og så er der den enkle balladesangskrivning, der behændigt undviger kærlighedssangens banaliteter med detaljemættede skanninger og skæve vinkler på flirt, faren i flint og farvel. Som i 'Could Well Be In': »I saw this thing on ITV the other week/ Said that if she played with her hair, she is probably keen/ She's playing with her hair well regularly/ So I reckon I could well be in«. Afsunget over en sublim melodilinje og et spinkelt akkompagnement.

Samtidig arbejder Skinner også med en guddommelig skævhed og tøven i både programmeringer og raps. Synthesizere og beats kan lyde, som om de er ved at løbe tør for batteri eller ganske enkelt ikke har lært at holde takten, og Skinner og medvokalister tager sig gevaldige rytmiske friheder - som vi alle gør i vort talesprog. Det bidrager alt sammen til en mere fortællende og talende stil, som er helt central for albummet. Manden har jo en historie at fortælle.

For egentlig er 'A Grand Don't Come For Free' en slags konceptalbum. Det begynder som sagt med 1.000 pund. Ikke nok med at de er væk, men hans nære venner har været i nærheden af dem, da de forsvandt. Så hændelsen sender vor antihelt ned ad en glidebane smurt med paranoia, vrede, had, livslede. Han mister tilliden til sine venner, tager sig et dårligt trip, bliver uvenner med sin kæreste, vil bolle udenom, men drikker sig i dørken, bedrages, fortæres af mistro, forlades. Vi skal til nulpunktet, før det begynder at lysne, og vi følger med hele vejen.

Skinners fortælling er helt fabelagtig i sit jerngreb om hverdagspalaver og sit skarpt sansende vokabularium, og ikke nok med at hans arbejderklasseengelsk skater krøllet over de umiskendeligt hjemmelavede beats, men han formår også at beånde situationerne med skuespil af høj kaliber. Om de fortælles i datid eller i nutid. Skinner er ikke kun en producer, der skaber musik, der fungerer både i egen ret og som stemningsskabende soundtrack.

Eller en rapper, der ophøjer engelsk til selvstændigt hiphop-lingo. Han er faktisk også en strålende skuespiller - måske allerbedst på 'Get Out Of My House', hvor den dialogiske form fra debutpladens 'The Irony Of It All' bruges til et kæresteskænderi, der nærmest bliver et hørespil med puls.

Skinners fortællekunst er beslægtet med britiske socialrealister på film som Mike Leigh og Ken Loach i bedste lune - blot rapporterer han i større eller mindre grad fra sit eget liv. For forandring kommer aldrig så hurtigt, som man forventer, og der er god grund til at tro, at Mike Skinner trods enorm succes med debutalbummet stadig er en midtengelsk gennemsnitsknægt med et par ikkegennemsnitlige talenter; en cockney-stener, som kan matche masser af de problemer, hans hårdt prøvede jeg gennemgår på 'A Grand Don't Come For Free'.

Stadig på cd en mand af folket, og det virker ikke det mindste postuleret. Om det er i det store eller det små, i kortlægningen af kærlighedens skærmydsler eller beskrivelsen af en dag, hvor alting driller - helt ned til mobilbatteriet. Dette er en generations talerør, der (gen)oplader sin røst med stor, men ubesværet vægt.

Og de 1.000 hårdt tjente, pist borte pund? I exitsangen 'Empty Cans' har han endelig fået tilkaldt en tvreparatør, som konkluderer, at der er noget galt inde i fjernsynet, ikke bare med stikket. Det tror vor paranoide ven ikke på - og formulerer det knap så pænt. Det kommer til håndgemæng, og reparatøren sejrer. Mens vor hovedperson sidder alene, bulet og rystende af had til hele verden, SMS'er en ven med tilbud om at hjælpe med at reparere fjernsynet.

Han kommer forbi, og da han løsner bagbeklædningen, ser han, at noget glider ned i tv'et. De tabte penge. Klemt fast i en revne i tossekassen, som har ædt så meget af vor antihelts liv; paralyseret ham fra fodsålerne og opefter. Reparatøren havde ret, og mistroen og hadet til vennerne var ubegrundet. Og noget nyt og lyst gryr i vor hårdt plagede hovedperson. Mageløst. Og så menneskeligt, så menneskeligt.