0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Blå tone med rød tråd

Den røde tråd mellem den gamle pioner Robert Johnson og hans ypperste discipel, Eric Clapton, har altid ligget og ventet på at blive taget op. Hvilket så sker nu på Eric Claptons rendyrkede hyldest til Robert Johnson på 'Me And Mr. Johnson'.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Claptons kopi. Eric Clapton fortolker Robert Johnsons musik med et lidt for nysseligt resultat til følge. - Foto: Finn Frandsen

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Robert Johnson havde en kort og kaotisk karriere i Mississippi i 1930'erne. Inden han blev myrdet med stryknin i 1938, havde den tidligere bomuldsplukker stort set alene opfundet og opdyrket the blues.

»Det er den fineste musik, jeg har hørt. Jeg har altid stolet på dens renhed, og det vil jeg altid gøre«, siger Eric Clapton.

Gennem hele sin karriere har den 58-årige Clapton været påvirket af Robert Johnsons enkle, definerende blues. Så meget, at han undveg Johnson på sit ti år gamle 'tilbage til rødderne'-album 'From the Cradle'. Først nu tør den modne guitarist og sanger tage skridtet fuldt ud og med fortolkningen af 14 klassiske Robert Johnson-sange, som vi kender fra den fremragende dobbelte cd 'The Complete Recordings' fra 1990.

Man kunne frygte, at Eric Clapton ville pakke Robert Johnsons dæmoniske og fremadstræbende skrammelblues for pænt ind. En frygt, som desværre ikke er helt grundløs. Med sit band af veteraner som trommeslager Steve Gadd, keyboardspilleren Billy Preston og harmonikaesset Jerry Portnoy, går Clapton ganske vist til opgaven med mere passion end ærbødighed. Fortolkningerne er rene og vellydende, men på mærkværdig vis blottet for magi.

Bedst går det på de swingende 'Stop Breakin' Down Blues' og 'They're Red Hot' samt de langsomme, let rå sange som 'Little Queen Of Spades' og 'Milkcow's Calf Blues'. Her har guitaristen og bandet fuldt styr over virkemidlerne uden at overdrive noget som helst.

Værre står det til på udfordrende sange som 'Me and the Devil Blues' og 'Hell Hound On My Train', der kommer til at lyde lidt for meget som endnu en solid kopisuppe, kogt på the blues. Det dæmonisk farlige ligger ikke til Clapton, der lyder alt andet end skræmt og udfordret i de numre, hvor den røde tråd bliver til et lidt for nysseligt bånd om nogle stærke gaver.

Med sange så gode og evigt gyldige som Robert Johnsons kan man ikke gå galt i byen. Clapton serverer dem da også i en indbydende og vellydende anretning, som forhåbentlig vil udbringe kendskabet til Robert Johnsons magiske materiale betydeligt. Hvilket i sig selv er en fin og helt retfærdig mission at være ude på. Alligevel er det ærgerligt, at Clapton ikke har fundet de sorteste sider af sin egen sjæl frem til opgaven eller indforskrevet en anden sanger/makker, som kunne have fået de natlige crossroads tilbage til deltaet, djævelen og mr. Johnson til at gløde i den mørke sydstatsnat.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu