Ren musikalsk magi? Tre minutter og fyrre sekunder, hvor man falder ind i sangen og gennem alle dens lag, mens et varmt lejrbål et sted derinde fortærer alt omkring, så man til sidst er et med tonerne, ordene og Stemmen. »Maybe Marlon Brando will be there by the fire/ we'll sit and talk about Hollywood and the good things there's for hire/ like the astro dome and the first tv/ Marlon Brandon, Pocahontos and me«. Ikke alene fik Johnny Cash lige her i dette 'fraklip' gjort Neil Youngs mastodont, 'Pocahontas', til sin helt egen, han fik også - roligt og behersket - genfortalt store dele af Amerikas historie. Grådighedens epos. I den blanding af sorg og trøst med spredte striber af optimisme, der var denne kæmpes helt egen. Og som vi nu endelig kan opleve - igen - på denne side af Atlanterhavet på bokssættet med 5 cd'er, 'Unearthed'. På grund af den store efterspørgsel i USA er udgivelsen i Europa blevet udsat flere gange. Men nu er de her, de 79 sange, hvoraf flertallet er ikkebrugte optagelser til de allerede klassiske Johnny Cash-plader, 'American Recordings', med Rick Rubin som producer og forløser. De to - det falmede countryikon, som ingen ville give en pladekontrakt, og produceren af hovedsagelig hiphop og heavy metal - indledte samarbejdet i 1993. For ti år siden udkom 'American Recordings', to år senere fulgte 'Unchained', 'American III' fulgte i år 2000 og 'American IV: The Man Comes Around' fuldendte foreløbig cirklen sidste år. Ud over bokssættet, som var planlagt, da Johnny Cash, der led af talrige sygdomme i flere år, døde 12. september i fjor, 71 år, arbejder Rick Rubin på et femte og afsluttende album fra sessionerne. Med tanke på, hvordan man skamløst har malket de efterladte bånd fra afdøde helte som eksempelvis Jimi Hendrix, er det ikke helt uden bange anelser, man giver sig i kast med 'Unearthed'. Men enhver skepsis manes stilfærdigt, roligt, men djævelsk overbevisende af vejen af Cash og Rubin, som allerede til den første plade i 1994 indspillede 100 sange. Og resultatet er oftest mageløst, også på de sange, som ikke kom med i første omgang, og som nu er havnet her. På den første af de tematisk ordnede cd'er, 'Who's Gonna Cry', støder vi på nogle af Johnny Cashs egne gamle sange i nærmest forbenede og bedre versioner, eksempelvis 'Long Black Veil' fra 'Folsom Prison Blues', 'Flesh And Blood' og 'The Caretaker', hvori Cash uden antydning af sentimentalitet spørger: »Who's gonna cry, when old John dies?«. En påmindelse om, hvor mange tunge problemer, hvor megen ensomhed, hvor mange traumer og dyb sorg, der bearbejdes i disse sange af Johnny Cashs tordenrøst af en baryton. Det er ren livsbekræftende terapi af en styrke, vi roligt kan kalde tordentrøst. Ikke mindst på cd 2, 'Trouble In Mind', som titlen til trods fremstår som den mere lyse modpart til den elektriske 'Unchained'. Det er her, vi finder den mesterlige version af 'Pocahontas' og en lige så stærk udgave af Youngs 'Heart Of Gold'. En påmindelse om, at Johnny Cash kunne tage selv de mest slidte sange fra lejrbålet og give dem nyt liv og ny kant. Det er også her, bedstefædrene Johnny Cash og Carl Perkins rocker lystigt i 'Everybody's Trying To Be My Baby', som viser en mere munter side af den gamle mand i den sorte frakke. Lige så opløftende er duetten med den tidligere sanger i The Clash, Joe Strummer, der ligeledes døde i fjor, i Bob Marleys overvurderede 'Redemption Song'. De to baggårdskatte løfter den ud til de usleste gyder som en hyldest til livet i alle sine afskygninger, cool og enestående stærkt. Ligesom Johnny Cashs twist i noget så trivielt som 'You're My Sunshine', som her knugende enkelt og nøgent synges helt ind i de dele af sjælen, hvor solen aldrig skinner. Der vil den finde selskab med Steve Earles 'The Devil's Right Hand', der afleveres med næsten næsvis kynisme i en stålhård version her. Tilværelsens rå realiteter, udsat for Johnny Cash. Duetten 'Cindy' med Nick Cave føjer ikke meget til de tos samarbejde på 'The Man Comes Around'. Ligesådan er det også indlysende, hvorfor man valgte at udgive 'Bridge Over Troubled Water' som duet med Cash og Fiona Apple frem for Cat Stevens' 'Father And Son'. Den leverer parret smukt, men ikke så eviggyldigt her. Til gengæld får vi 'You'll Never Walk Alone', som de fleste af os kender som fodboldhymne. En solidarisk og besjælet håndsrækning fra en rejsefælle af de mest erfarne og kloge på livet.På den fjerde cd, 'My Mother's Hymn Book', kaster Johnny Cash og den akustiske guitar sig ud i de salmer, hans mor altid bar hos sig i et slidt kladdehæfte. Optagelserne fandt angiveligt sted få måneder før sangerens død. Ikke desto mindre står Johnny Cash med den dragende stemme og det karakteristisk fremadstræbende fingerspil pludselig midt i dagligstuen og foredrager med enorm glød og hele sin livsvisdom disse simple sange med stor kærlighed. 'Never Grow Old', 'Where The Soul Of Men Never Dies', 'Just As I Am'. Det er en stærk suppe, en brændende mundfuld, selv om den serveres på spinkle teskeer. Ren renselse, helt uden den patos og forlorne udvendighed, man ofte oplever i besyngelser af Guds rige. Den femte cd, 'Best Of Cash On America', er på sin vis en frustrerende og overflødig opsamlingsrunde for nogle af de mest sublime stunder i samarbejdet med Rick Rubin. På den anden side tåler man altid et genhør med de alligevel uafrystelige versioner af U2's 'One', Trent Reznors 'Hurt' og 'Soundgardens 'Rusty Cage'. »When I feel my song is sung, it's sung«, som Johnny Cash belærer sine fæller i studiet om et sted på bokssættet. Manden har naturligvis ret. Og dermed skulle man måske nok have ladet det være. Men nøjes man med punktnedslag i denne skattekiste af gyldne sange, vil man til stadighed kunne forbløffes. Johnny Cash var, som han selv synger i en af titlerne her i den grad 'A Singer Of Songs'. Her er 79 favntag med den store amerikanske sang med en stemme, der på en gang kommer langt nede fra Jordens varme midte og højt fra himlen. Musikalsk magi.