23 år gammel erklærede Thomas Dybdahl frejdigt, at hans debut '... That Great October Sound' kun var første del af en trilogi. Spillede et lille smil om læberne forsvandt det brat, da den moustacheprydede skønsanger fra Stavanger blev årets norske popartist 2002. Enhver rest af skepsis blæses bort af anden del af trilogien. 'Stray Dogs' er mindst lige så usædvanlig som forgængeren og endnu mere intuitiv sikker i anslaget. Dybdahl viser, hvordan man kan lave popmusik, der bygger på alle de klassiske dyder, og samtidig er befriende levende og uortodoks. Musikken er ung, følsom og naiv, men alt andet end blåøjet. Vokalen er blød, støvet, lys og mørk. Bevidst forsvarsløs; en særlig selvsikkerhed. En akustisk Jeff Buckley, hvis man endelig skal finde sammenligninger til dette unikke norske popfænomen. I Danmark, hvor det er rocken, der har førertrøjen, er der ikke tilnærmelsesvist noget tilsvarende. Duetten 'Pale Green Eyes' med den lokale popstjerne Bertine Zetlitz er et typisk eksempel på en klar popsang, der er tudesmuk og mærkværdigt arrangeret uden om alle lærebøger. Det er sjældent man hører popmusik, der på denne måde både går direkte efter øret og samtidig går sine helt, helt egne veje.