Det er intet mindre end lydsporet til 1950'erne, som de ifølge Danmarks Radio forløb i Danmark, vi præsenteres for her. Soundtracket til de første ti afsnit af DR TV's nye store dramasatsning 'Krøniken', som dækker perioden fra 1949 til 59. I det tiår blev det musikalske vilddyr ved navn rock'n'roll sluppet løs, også i fredsommelige danske bøgeskove. Repræsenteret her af klassikerne 'Shake Rattle And Roll', 'Tutti Frutti', 'Lawdy Miss Clady' og 'Blueberry Hill'. Sange, vi kender med folk som Bill Haley, Elvis Presley, Little Richard og Fats Domino. Men af en eller anden grund har DR bestemt sig for, at musikken til 'Krøniken' skulle genindspilles. Hvilket naturligvis ikke fremmer autenticiteten, selv om kopierne undtagelsesvis lægger sig tæt op ad originalerne. Hvad ideen er i de loyale, men også forbløffende tamme og pæne, udgaver af de klassiske rocksange fortaber sig i opdateringen af historien. Kun veteranen Rock Nalle satser igennem i sin 'Tutti Frutti', der i hvert fald har både nerve og desperation nok til at kunne udgive sig for at være rock'n'roll. En anden musikalsk strømning fra 1950'erne var eksotica. Drømmen om det endnu så fjerne liv i junglen, på bountyøen og i tropiske regnskove var endnu ikke prentet i charterkataloger. Så musikken kunne fortabe sig i sine egne fantasier og forestillingerne i melodier med kitsch og humor som 'Baby's Got a Lovely Bunch of Coconuts', der her leveres drillende og fint af Tangoorkestret med Frederik Damgaard. Endelig var 1950'erne også et årti, hvor croonere og smørtenorer stadig havde kronede dage i kamp med rockens unge lømler. Stig Kreutzfeldt synger smukt sin version af Neil Sedakas 'Oh Carol', Michael Carøe genopliver med stor indføling 'Too Young', Bobo Moreno fløjter sig sukkersødt gennem Tommy Steeles 'A Handful of Songs', og Lars Atterman giver i en fuldtonet croonerindsats med stor stemmepragt det flirtende glimt tilbage i øjnene på 'Mona Liza'. Alt sammen fint nok, men ikke ligefrem båret af nødvendighed. Hvilket naturligvis heller ikke gælder de uforståelige stumper af dialogen fra tv-serien, der er indlagt her som irriterende indslag mellem musikken. Det kunne have været sjovere at høre nye versioner af periodens tilføjelser til den danske sangskat. Men her begrænser soundtracket sig til Tommy Kenters let fjollede dans med 'Det er sommer, det er sol og det er søndag'. En musikalsk skuffelse, som forhåbentlig bortvejres af den egentlige historie i den stort anlagte 'Krønike'. Sammenligningen med 'Matador' ligger lige for. Men hvad musikken angår, er den nye serie bagud fra starten. Jacob Groths mere sukrede end dramatisk lovende ouverture kan nemlig på ingen måde leve op til Bent Fabricius-Bjerres velkendt legende signatur til 'Matador'. At 1950'erne skulle have været et så pænt og artigt årti, er ikke troværdigt.