Da frøene blev lagtfor 21 år siden, var det bestemt ikke hensigten, at den røde, stærke chili peber skulle vokse sig til en af rockverdens største planter. Tværtimod var hensigten blot lidt drengeleg mellem venner fra samme miljø i Los Angeles, og ambitionerne var moderate. Faktisk havde sanger Anthony Kiedis, bassist Michael 'Flea' Balzary, guitaristen Hillak Slovak og trommeslageren Jack Irons ikke forestillet sig, at deres fælles interesse for rap skulle føre til sådan noget som en karriere. Og da slet ikke som et af planeten Jordens førende rock bands. »Jeg havde aldrig nogen sinde tænkt mig, at en forsamling små fyre som os skulle opleve sådan en succes«, som Flea skriver i covernoterne til det nye opsamlingsalbum , der markerer 20-års jubilæet for gruppens debut på plade. Men hurtigt viste det sig, at Red Hot Chili Peppers var en helt usædvanlig kreativ enhed trods mildt sagt slingrende kurs og et rodet lydbillede i starten. Det stramme, funky beat under nogle hidsige guitarriffs og Anthony Kiedis bløde stemme i en forening af rock, rap, funk, punk og heavy metal var uhørt i starten af 1980'erne. Da Red Hot Chili Peppers senere fik sagt effektive melodier på den velfungerende musikalske remse, var virkningen selv sagt uhørt, og vejen til stjernestatus og gigantiske stadionkoncerter banet. For Red Hot Chili Peppers havde erkendt, at selv en nok så nyskabende musikalsk cocktail ikke var nok i en tid, hvor MTV havde sat videoer i rotation i døgndrift og skabt et nyt musikalsk medie af uhørt styrke. Der skulle gøgl, gejl og skrap koreografi til. Og alt det havde de californiske skater-drenge i rigt mål. Gruppen, hvis medlemmeralle er voldsomt tatoverede og muskuløse, blev kendt for at smide tøjet på scenen og optrådte for eksempel med hvide tennissokker på pikkene som den eneste beklædningsgenstand på forsiden af rockbibelen Rolling Stone Magazine. Og blev et maskulint, men sjovere, mere selvironisk og charmerende alternativ til den brovtende attitude hos 1980'ernes tunge 'hårbands' som Guns n' Roses og deres såkaldte 'cock-rock'. Men først og fremmest var og er Red Hot Chili Peppers et rigtigt band og ikke et koncept. Trods gøglerierne har der aldrig været tvivl om, at den brændende kærlighed til musikken som en forløsende seksuel og spirituel kraftcentral er drivkraften for de fire musikere. Af samme grund er Red Hot Chili Peppers på gode dage en fuldstændig uforlignelig enhed live med hang til improvisationer og fri leg på scenen. Men der er også uinspirerede, sløje og håbløse dage, hvor intet hænger sammen for den ellers så velspillende kvartet. Den største fare for bandet har nemlig altid været afsøgningen af grænser og afprøvningen af stoffer. I 1988 døde guitaristen Hillary Slovak, der i høj grad var med til at skabe gruppens kantede, funky og stramt elastiske lyd , af en overdosis heroin, blot 26 år. Efter dødsfaldet kom trommeslager Chad Smith og guitarist John Frusciante med i bandet og den besætning, vi kender i dag, og som står bag de fleste af de 14 hits på albummet her, var skabt. Det betød dog ikke, at problemerne med stoffer var forbi. Tvært imod har især sanger Anthony Kiedis og guitarist John Frusciante været i et heftigt og årelangt heroinmisbrug, som flere gange har truet gruppens eksistens og betydet, at Frusciante var ude i en årrække, hvor RHCP uden det store held skiftede flittigt ud på guitarpladsen. Det var besætningen her, der i 1989 og 1991 indspillede de to banebrydende album 'Mother's Milk' og 'Blood Sex Sugar Magic', der gav det helt store gennembrud med hits som Anthony Kiedis personlige skildring af narkolivet i Los Angeles på balladen 'Under The Bridge' og den funky dansebombe 'Give It Away'. Især 'Under The Bridge'angav den stil, Red Hot Chili Peppers har haft størst held med, da man igen fik den fremragende John Frusciante med det både energiske og smukt melodiske spil tilbage på 'Californication' i 1999 og sidste års fremragende 'By The Way'. Her er det i høj grad lyriske og let vemodige ballader som 'Californication', 'Scar Tissue', 'Otherside', 'Universally Speaking' og 'Road Trippin', der har givet gruppen et meget stort publikum. Støvede, solbeskinnede små landevejsnoveller fra et band, der er blevet modne på den absolut bedste måde. Ved at bevare legesygen og trække store veksler på de dyrekøbte erfaringer. At høre disse hits i sammenhæng er da også en bekræftelse af, hvor fed og tæt en lille enhed disse 'fire, små fyre' egentlig er. Men så heller ikke mere. For trods den velsmurte hitmaskine er Red Hot Chili Peppers i de senere år, formentlig takket være afskeden med stoffernes univers og faldgruber, blevet et inspireret band, som især gør sig på album, hvor alle farver i paletten kan bruges. Hvis man kan levere så stærke og varierede album som 'Californication' og 'By The Way', hvorfor så nøjes med de trods alt lidt mere endimensionelle hits? Det skulle da selvfølgelig være for at få lov at høre de to nye numre, rockeren 'Fortune Fade' og den let poppede og småfunky 'Save The Population', der næsten lyder som en tværsum af alle Red Hot Chili Peppers sange. To gennemsnitlige numre, som ikke føjer meget nyt til og ikke bliver nye hits. Desværre går man eksempelvis glip af den lille, men fremragende sag som 'The Zephyr Song'. Den og mange andre kan man til gengælde finde på den fine samling af videoer, der udgør den anden del af greatest hits-pakken. På dvd-delen får vi et fint portræt af Red Hot Chili Peppers, set gennem gruppens innovative videoer, ofte fra den californiske hjemstavn. Alt det er gode bud, men langt fra den fuldstændige forklaring på, at de fire små fyre fra Los Angeles til deres egen store overraskelse tyve år inde i karrieren er blevet et af verdens største bands. Det bedste bud på en forståelse, finder man såmænd hos John Frusciante, der også har skrevet sit bidrag i covernoterne: »Sangene i denne samling, blev alle skrevet i en tilstand af uskyldighed, med meget lille eller slet ingen intentioner bag dem. De blev skabt på en måde, der er meget lig med kropslige funktioner. De blev sat sammen og struktureret ud fra vores interesse i musik«. Lige præcis sådan lyder Red Hot Chili Peppers stadig. Som det rene hjertes musik fra Hulemændenes klan.