I TI ÅR HAR SVENSKE Bo Kaspers Orkester valset sig dybt ind i det nordiske hjerterum med en usvigeligt elegant musik, der vekselvarmt har trukket på bossanova og funky soul af den Curtis Mayfieldske aftapning. BKO er kvartetten til enhver lejlighed. Ikke mindst den lejlighed, som bebos af to mennesker af kød og blod og køn. For Bo Kasper kan som få den hundesvære kunst at skrive iørefaldende, lette låtar om det svære og fine hverdagsliv. Et poporkester, der modnes med manér. 'Kaos' fra 2001 var afgørende. Den stedvise flirt med den svenske visetradition var ikke ubetinget vellykket. Det var til gengæld teksternes fokusering på det sårbare liv, nu hvor de elskende ikke længere var helt unge, men skulle tackle den svære troskab, den påtrængende dødsbevidsthed og ikke mindst valget af nyt køkken. Læg dertil, at 'Människor som ingen vill se' var den mest begavede samfundskommentar på nordisk i yngre mænds minde. 'Vilka tror vi att vi är' er mindre opsigtsvækkende end 'Kaos'. Her er ingen sange, der slår en volte i bevidstheden og strejfer tårekanalen. Til gengæld er den mere helstøbt. Musikken lægger diskret afstand til både bossa, soul og den svenske vise som skabeloner og omfatter dem i stedet i en fuldmoden popmusik, der ikke kan beskrives som andet end Bo Kaspersk. Bo Kasper med efternavnet Sundström og den lille porkpie hat har fået et par ekstra rande under øjnene, og de kan høres. 'Dansa på min grav' er ikke bare en ekstremt følsom klassisk melodi, men et overraskende forbitret udfald mod alle autoritære tendenser. De vil lære dig at marchere i takt, lyve og bukke. Tvivle på det, du tror, og bukke og skrabe for en eller anden idiot. Men Bo Kasper vil hellere have, du danser. Om det så skal være, når du engang danser på hans grav. Agit-pop fra en uventet kant hviskende melankolsk hen over dansegulvet. MEN IGEN ER DET BO KASPERS talent for at skrive kærlighedssange uden skyggen af klichéer og forloren romantik, der fejrer triumfer. Genistregen er 'Väljer dig'. Moralen er, at kærligheden er et valg, der gentages hver dag. Hver dag vælger vi hinanden. »Jag väljer dig varenda gång«. En vedvarende bekræftelse. Netop fordi og på trods af. En hvad nu hvis-sang; tænk hvis en af os var drejet om et andet hjørne dengang: »Vi kunde varit nån annanstans/ vi kunde bo i var sitt hus/ du skulle vara någon annan mans/ min lycka någon annans rus/ bara tankan känns brutal/ att vi en gång haft et val«. Intet er så selvfølgeligt, at det ikke også er et konstant valg: »För visst har du såvel som jag/ övervägt et par förslag/ man är stor och stark en dag/ en annan är man full och svag«. Den samme selvbevidste realisme, som i 'Bara för din skull' får vor helt til at blive hængende en centimeter over barstolen og sætte kursen hjemad, mens han endnu er halvfuld, og det ikke er gået helt galt endnu. Bo Kasper kan gøre en halv svaghed til en helhjertet kærlighedserklæring. En vals, en realistisk genfortryllelse. En kærlighedserklæring, der, som musikken, ikke forsvinder i en letkøbt, luftig kliché, men kan kunsten at bekræfte sig selv og os, der lytter, igen og igen.