0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Brillante babelstårne

Der er ikke noget orkanens øje, men et frydefuldt ragnarok nede i Popps malstrømme. Og det svimler her på kanten af stor brændende kunst.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Markus Popp har altid talt privatsprog. Ikke at man ikke kan forstå og påskønne og blive forført af tyskerens pionerarbejde under pseudonymet Oval (oprindeligt en trio). Der er bare ingen åben dialog med lytteren, men en rygvendt graven sig længere og længere ind i en elaboreret og fascinerende sonisk privatsfære.

Popp var en af de første til at udforske den såkaldte 'glitsch', dén lyd en cd-afspiller laver ved fejlaflæsning på grund af ridser eller fedtfingre. Og disse klikkende byggesten vrider, mobber, nedbryder og skulpturerer Popp så for siden at kunne lægge oven på hinanden i svimlende babelstårne af lyd. Det gør han stadig i duoen So, som han deler med kæresten og sangerinden Eriko Toyoda, men de nye, brankede lydkomplekser blotter nu også i glimt lyriske melodier - som underfulde soldyr i en overskyet åbenbaring - ja, her er faktisk flere fabelagtige dadaistiske støjpopsange undervejs. Ligesom Popp også af og til søger ud i mindre bevoksede egne. Han er med andre ord kommet lidt ud af busken, begyndt at tale i lidt mere tilgængelige vendinger. Og det skal blive interessant at høre, hvordan fremsynede popproducere om fem-ti år vil forsøge at bruge disse landvindinger.

Associationsmulighederne i dette evigt omskiftelige og changerende, både infernalske og sarte univers synes ubegrænsede. Dels fordi Popps ustabile organismer er så sindssvagt fascinerende i deres nonlineære og patinerede myldren, dels fordi vi befinder os i en abstrakt, men alligevel i glimt genkendelig verden. Var det en guitar? Et frådende spøgelse? En Aphex Twin-luns? En rusten ubåd? Og så er der selvfølgelig Toyodas stemme, der svæver, mangedobles eller disintegrerer midt i Popps fabler.

Man stirrer ned i soniske malstrømme af skurrende lyd, som også støjrockmestrene My Bloody Valentine fremelskede for mere end et årti siden. Der er bare ikke noget orkanens øje, men et frydefuldt ragnarok nede i Popps malstrømme. Og det svimler her på kanten af stor brændende kunst.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere