Markus Popp har altid talt privatsprog. Ikke at man ikke kan forstå og påskønne og blive forført af tyskerens pionerarbejde under pseudonymet Oval (oprindeligt en trio). Der er bare ingen åben dialog med lytteren, men en rygvendt graven sig længere og længere ind i en elaboreret og fascinerende sonisk privatsfære. Popp var en af de første til at udforske den såkaldte 'glitsch', dén lyd en cd-afspiller laver ved fejlaflæsning på grund af ridser eller fedtfingre. Og disse klikkende byggesten vrider, mobber, nedbryder og skulpturerer Popp så for siden at kunne lægge oven på hinanden i svimlende babelstårne af lyd. Det gør han stadig i duoen So, som han deler med kæresten og sangerinden Eriko Toyoda, men de nye, brankede lydkomplekser blotter nu også i glimt lyriske melodier - som underfulde soldyr i en overskyet åbenbaring - ja, her er faktisk flere fabelagtige dadaistiske støjpopsange undervejs. Ligesom Popp også af og til søger ud i mindre bevoksede egne. Han er med andre ord kommet lidt ud af busken, begyndt at tale i lidt mere tilgængelige vendinger. Og det skal blive interessant at høre, hvordan fremsynede popproducere om fem-ti år vil forsøge at bruge disse landvindinger. Associationsmulighederne i dette evigt omskiftelige og changerende, både infernalske og sarte univers synes ubegrænsede. Dels fordi Popps ustabile organismer er så sindssvagt fascinerende i deres nonlineære og patinerede myldren, dels fordi vi befinder os i en abstrakt, men alligevel i glimt genkendelig verden. Var det en guitar? Et frådende spøgelse? En Aphex Twin-luns? En rusten ubåd? Og så er der selvfølgelig Toyodas stemme, der svæver, mangedobles eller disintegrerer midt i Popps fabler. Man stirrer ned i soniske malstrømme af skurrende lyd, som også støjrockmestrene My Bloody Valentine fremelskede for mere end et årti siden. Der er bare ikke noget orkanens øje, men et frydefuldt ragnarok nede i Popps malstrømme. Og det svimler her på kanten af stor brændende kunst.