Lyt til artiklen
Fra et tyst, klavervandrende udgangspunkt rejser den ofte dramatiske postrock sig som en stormbølge af gentagende mønstre på støjende guitar, malmmørke celloer, huggende trommer og et insisterende klavertema, der kæmper for ikke at drukne i en svulmende konstruktion.
Mindre forfinet end de beslægtede Sigur Rós og indimellem tilsat forsanger Martin Byrialsens teatralske sang, der med patos og weltsmerz giver mindelser om Thom Yorke i hans yngre dage.
