Psykolograp, er det californiske rapkollektiv Anticons musik blevet kaldt. Og det passer nok allerbedst på medlemmet Alias, hvis debutalbum nu endelig er i distribution herhjemme. Alias er en høj, hvid fyr med ring i læben og grungeskæg, og hans oftest rimløse rap er, ligesom meget af Anticons øvrige output, en paradoksal omgang: skiftevis hudløst ærlig og hylende kryptisk - og nogle gange begge dele på én gang. »I refuse to stretch the truth«, som han siger. Hans førstepersonsrap byder både på minder om bedstemors begravelse (akkompagneret af Alias' 12-årige lillebror på sax), knaldhård kritik af kernefamilien, albuer i siden til hip hops stereotyper - og så titter det umiddelbare, personlige følelsesreferat frem fra hver en revne: »Imagine if everyone could be themselves/ Today I walked against the hird and chuckled, 'cause I found it quite ironic«. Det er af og til tåkrympende, men oftere bevægende. Lydbilledet er fint og skramlende produceret af Alias selv, klistret sammen af douce pianostykker i mol, melankolske fløjter, båndede stemmer, heftig hvid breakbeatfunk m.m. »This is a rambling of sorts, have fun connecting it«, siger han på pladen. En kompleks og rodet affære, hvor teksterne skal læses samtidig med at de høres. Det gør vi gerne!
Hvid ærlighed
Lyt til artiklen
