Psykolograp, er det californiske rapkollektiv Anticons musik blevet kaldt. Og det passer nok allerbedst på medlemmet Alias, hvis debutalbum nu endelig er i distribution herhjemme. Alias er en høj, hvid fyr med ring i læben og grungeskæg, og hans oftest rimløse rap er, ligesom meget af Anticons øvrige output, en paradoksal omgang: skiftevis hudløst ærlig og hylende kryptisk - og nogle gange begge dele på én gang. »I refuse to stretch the truth«, som han siger. Hans førstepersonsrap byder både på minder om bedstemors begravelse (akkompagneret af Alias' 12-årige lillebror på sax), knaldhård kritik af kernefamilien, albuer i siden til hip hops stereotyper - og så titter det umiddelbare, personlige følelsesreferat frem fra hver en revne: »Imagine if everyone could be themselves/ Today I walked against the hird and chuckled, 'cause I found it quite ironic«. Det er af og til tåkrympende, men oftere bevægende. Lydbilledet er fint og skramlende produceret af Alias selv, klistret sammen af douce pianostykker i mol, melankolske fløjter, båndede stemmer, heftig hvid breakbeatfunk m.m. »This is a rambling of sorts, have fun connecting it«, siger han på pladen. En kompleks og rodet affære, hvor teksterne skal læses samtidig med at de høres. Det gør vi gerne!