Kan det være de sidste rester af uskyld, der bliver sat i svingninger, når man lytter til The Sleepy Jackson? Denne lette, frydefulde fornemmelse, der bobler gennem en, når debutalbummet 'Lovers' rammer? Well, i hvert fald en fryd, som til dels kan tilskrives, at den australske gruppe kaster sig over rocksangens mest banale følelsesfylde med smittende nyfigenhed. Den altoverskyggende frontfigur, forsanger og sangskriver Luke Steele er ikke bange for at gå på nostalgisk hugst i rockhistorien for at belægge sin skæve, folkede indiepop og -rock med hvis ikke uskyldssøgende, så i hvert fald naivistisk bladguld. 'Lovers' er en marskandiserbiks af inspirationer med sine baglænskørende guitarer fra en anderledes enkel psykedelisk æra, et stift Velvet Underground-beat, strygere, der nynner kinesisk, børnesang, 80'er-sangkor og slideguitarer fra country-paradigmets mest længselsfulde afkroge. Hver sang sin klædedragt, men alle spraglede og melodisk prægnante. Alle på én gang altmodisch klingende og personligt formede. The Sleepy Jackson er lidt svage i koderne, når de forsøger at rocke. Som om de kække, men også lidt klodsede hoftevrik pulveriserer den fine lyrik. Det er når det elskelige drømmeri, som man også finder hos Flaming Lips og Polyphonic Spree, folder sine vinger ud, at australierne giver mening i al deres himmelstræbende banalitet.
Kunsten at være banal
Lyt til artiklen
