På de tre tidligere album har Foo Fighters balanceret et sted mellem det nuttede omkvæd og det store drøn, mellem Monkees og Metallica, om man vil. Denne gang er tonen renere, selv om Dave Grohl har bevaret sin fine fornemmelse for den gode melodi. Sange som 'All My Life', den lumsk vedholdende 'Tired Of You', 'Times Away' og 'Dischanted Lullaby', der må være det mest Nirvana-lignende, bandet har begået. Resten er sympatisk, lige-ud-ad-landevejen, livsbekræftende og regelret. Ikke de store overraskelser, men en vedkommende og velkommen plade, som endnu en god påmindelse om, at rocken absolut ikke er hverken død eller presset, når den bare tager sig selv alvorligt som andet end en for længst tyndslidt drengerøv med dødningehoveder på balderne. Det er faktisk ikke mangel på kvalitet at ville livet. Tværtimod.