Ved Lisa 'Left Eye's død fremstod gruppen som tre fine vokalister med tæft for at opstøve talentfulde producere - og som tre piger, der havde formået at bevare en høj grad af både værdighed og kritisk sans midt i kommercialismens cirkus. På den udgave af '3D', der foreligger i dag, optræder Lisa 'Left Eye' Lopes' kantede rap naturligt nok kun ganske få steder, og det er en skam. Men lad det være sagt med det samme: '3D' er et langt, langt bedre og mere aggressivt album end det fire år gamle 'Fanmail', der ud over 'No Scrubs' var en noget blodfattig affære. Alene den obligatoriske intro, der åbner alle hip hop- og r&b-plader, varsler nye tider: Her er dømt rendyrket drum'n'bass, som snildt kunne danne klimaks i mangt et dj-sæt inden for genren. Jo, USA's musikmiljø er her, 20 år efter housemusikkens fødsel i Chicago, så småt ved at opdage den elektroniske dansemusik. Denne nye kantethed fortsætter på pladens bedste nummer, 'Quickie', på én gang en næsten punket enkel upbeat-festslasker og en satirisk kommentar til mandekønnets (mangelfulde) ydelser på lagnerne. Hvilket leder os naturligt videre til 'Girl Talk', der er produceret af tidens r&b-wunderkind numero uno, Rodney Jerkins, og et selvproklameret 'new millennium female anthem'. Her fortsætter TLC deres mangeårige tradition for at stille absolut krav om fellatio før penetration som et modangreb på deres mandlige kollegers - let's face it - ofte rent ud stupide sexfiksering. Her overskygger budskab musik, hvilket desværre også er tilfældet i den glatte hyldest til 'Left Eye', 'Turntables'. Men det er skam ikke kun Jerkins, der er kaldt ind for at levere varen, også allestedsnærværende producerstjerner som The Neptunes og Timbaland har været i skuffen med hård, kompromisløs funk, ligesom legenden Babyface har skabt pladens eneste egentlige stærke ballade, den - igen! - for herrerne lidet flatterende 'Hands Up'. For slet ikke at komme ind på en titel som 'Dumb Dumb Dumb'. '3D' rummer ingen ny næsten-evergreen som 'Waterfalls' eller 'No Scrubs'. Til gengæld har TLC valgt at deale med tabet af deres bedste ven ved at gi' den en skalle frem for at svælge i sentimentalitet - som f.eks. Destiny's Child med garanti ville have gjort. Drum'n'bass, aggressivitet og kras funk klædt af til skindet. TLC's hidtil uhørte konfrontationslyst klæder dem. Selv om de - og vi andre - med glæde ville have været den foruden.