»I'm just an american boy - raised on MTV/ And I've seen all those kids in the soda pop ads/ But none of them looked like me/ so I started lookin' around for a light of the dim/ And the first thing I heard that made sense was the word/ Of Mohammed, peace upon him«, synger Steve Earle. Sangen har for længst vakt furore i det USA, som siden den dag i september sidste år ikke ligefrem er blevet mindre nationalistisk eller fordomsfuld. Earle ironiserer da også over, om han mon vil blive deporteret for sit forsøg på at sætte sig ind i en begavet ung mands hjerne, hvor begejstringen for det fladpandede forbrugsmønster, som den amerikanske drøm er blevet reduceret til, var til at overskue. Eneste bekymring hos Earle er den helt reelle, om han kan tillade sig at tale på John Walker Lindhs vegne. Det går nu nok, taleban(ditten) er ligesom afskåret fra kommunikation. I lighed med Bruce Springsteens comeback 'The Rising' er udgangspunktet for Steve Earles stærkt politiske album terrorangrebet på USA sidste år. Hvor Springsteens fokus var på de uskyldige ofre, de almindelige mennesker fra begge 'fronter' i krigen mod terror, er Earle mere selvransagende i sine samvittighedstyngede spørgsmål til USA. Et land, der har mest lyst til at isolere sig bag et stort hegn som en anden »country club«, som Earle synger i 'Amerika v. 6.0 (The Best We Can Do)'. Og en nation, der ifølge sangerens forord i cd'ens booklet er i færd med at smide alt arvegodset fra 1960'erne ud og glemme navne som Thomas Jefferson, Benjamin Franlin, Martin Luther King, Malcolm X og John Reed. Navne, man ifølge Steve Earle ikke ligefrem kan beskylde for at være antiamerikanske. Det er sangeren heller ikke selv, understreger han gang på gang. Hans bekymring skyldes snarere ægte kærlighed til det amerikanske folk og den historie, der hurtigt og bekvemt glemmes. Som de 55.000 soldater, der døde i Vietnam. Som John F. Kennedy, der blev skudt ned i Dallas, og Martin Luther King, der mødte samme skæbne i Memphis. »But once you've added every little lie together/ you finally find the truth was always waiting there«, vrisser Steve Earle i 'Conspiracy Theory'. Et musikalsk lidt mislykket forsøg på at forbinde r'n'b med Steve Earles sædvanligvis knastørre countryrock. Resten af det terræn, den ensomme og politisk helt ukorrekte hævner rider igennem, er det velkendte, varierede mellem rock, country og folk, som Steve Earle efterhånden mestrer. Denne gang tilsat en gnistrende aggressivitet, der klæder et sejtrækkende og umiddelbart hofteskud fra Steve Earle. Han slutter - trods alt - opløftende og optimistisk af med titelnummerets håb for fred i 'Jerusalem' og resten af verden.