'Imagine' er en smuk sang. Det ved vi godt. Vi kan den forfra og bagfra, og der skal noget særligt til, før den giver os mening igen. Neil Young gav den fornyet menneskelig og politisk kraft, da han tyst fremførte den under en mindekoncert efter 11. september. Eva Cassidys version er pur og uskyldsren. Den giver kun mening som en påmindelse om hendes - og vores - skrøbelighed. Hendes skyfri fortolkning af 'Tennessee Waltz' er decideret forglemmelig, mens hun i sange som Sandy Dennys 'Who Knows Where The Time Goes?' og Bill William Careys/Carl Fischers 'You've Changed' rammer et ømt og godt sted. Et sted mellem jazz og pop. Et sted med plads til at gå fra det bly, spindelvævsstøvede vemod til et spidst, skævt skrig inden for få takter. Sådan et sted er Eva Cassidy så god, at man bliver vred. Det er urimeligt, at noget så smukt dør så tidligt. Man skulle have holdt af det, mens det var der. Det er det, Eva Cassidy minder os om.