På 'Dobbeltsyn' er Niels Skousen i det hele taget omgivet af en lang række af dansk rocks yngre og velansete musikere - bl.a. Piet Breinholm Bendtsen (slagtøj), Lise Westzynthius (klaver og kor), Sebastian Büttrich (elguitar) og Sune Wagner (elguitar og bas). De mange medspillere giver musikken lige så meget liv, dybde og friktion som teksterne. Der er ingen rørstrømsk 68-karma, ingen firkantet politisk observans og heller ikke noget nemt livsfacit over 'Dobbeltsyn'. Titlen refererer til en af sangene. Men den passer såmænd fint på resten af den nu 58-årige mands gennemarbejdede, Dylan-inspirerede statusopgørelse. Nøglesangen hedder '68', og på få minutter gennemløber den en hel generations udvikling fra henna, karma og Eik Skaløe til rødbedepas, ensomhed og egoisme i et tørt opremsende, spændstigt drøn omkring omkvædet: »Jeg er egentlig ikke utilfreds / det' bare en bagskid, der har varet siden '68«. Og når man først er færdig med at måbe over dét nummers præcise karakteristisk af 30 års tid, så venter der andre oplevelser, der stikker dybere og ruller bedre end den meste anden dagsaktuelle rockmusik. Det er ikke så meget den slæbende krønike 'Stoffer og Lenny' og den John Mogensen-agtige 'Kirkebryllup'. Men især i titelsangen, i 'Ikke flere tårer' og i 'Stjernestøv' (Skousens svar på Dylans 'Leopard-Skin Pill-Box Hat') fortæller Niels Skousen om kærligheden som en mulighed. Mens uformåen og tvivl er vilkår, der træder tydeligere frem, jo ældre man bliver, og jo flere gange man løber rundt i sit eget lykkehjul. Det kan godt være, at det er helt fint på facaden, det hele. Men under overfladen er der hvid støj, fantomsmerter og korthuse, der ramler hver eneste dag. »Man surfer derudad på gamle tricks, man synes man svæver, men man har sine tics«.