To kollaborationer er placeret centralt. I Bahia skrev Kidjo tre sange sammen med den brasilianske sværvægter Carlinhos Brown. En af dem er 'Tumba', der er en smittende hyldest til bongotrommens velsignelser og et af Kidjos mest elementært medrivende numre siden 'Ayé'-albummet i 1994 solgte 150.000 eksemplarer herhjemme. I den anden ende af spektret finder man balladen 'Olofoofo' skrevet sammen med den brasilianske guitarist Vinicius Cantuaria med base i New York. Vokalt en af de blideste præstationer nogensinde fra Kidjo, der andre steder viser, at hendes lille krop stadig huser en af den moderne popmusiks mest varmt smældende stemmer. Men også at hun med denne gennemtænkte plade har taget springet fra livsstykke til moden diva. Et rigtigt godt bud på et sommerhit af de større udgøres af 'Iwoya', der er en duet med den indsmigrende ru Dave Matthews. Yoruba-ordsproget You don't have to be old to be wise/ the bird doesn't wait till he dies to fly skal nok tage kegler sommeren over, hvis ellers radioen åbner op for horisonten. Indspillet live i studiet under overopsyn af Bill Laswell er 'Black Ivory Soul' blevet en levende og elegant plade med en afvekslende og bred instrumentering, der heldigvis aldrig forekommer overlæsset. Det er så lækker en plade, at den burde kunne lokke både Sade og Sting-folket om bord, men samtidig også så umiddelbar og jordvarm, at heller ikke det mere traditionelt indstillede verdensmusikpublikum behøver holde sig tilbage. Så står man og savner en fordomsfri og alt andet end syntetisk popmusik sunget af en sangerinde, der nu er lige så stilfuld, som hun hele tiden har været sympatisk og stærk, er 'Black Ivory Soul' et særdeles godt tilbud om øregangsforkælelse. Uden at man kan høre nogen højtravende programerklæringer flakse bag musikken får man her et i bedste forstand multietnisk blandingsprodukt af høj teknisk karat. En bred og bredt smilende international popplade sunget på fire forskellige sprog. Musikken overskrider grænser, og lagt i hjertet, hånden og munden på kunstnere som Angelique Kidjo er musikken sortsynets værste fjende. Man må selvfølgelig spørge sig selv, hvad en Serge Gainsbourg-sang som 'Ces petits riens' har at lave på en plade, der hævder at udforske forbindelsen mellem Benin og Bahia. Noget fornuftigt svar finder man næppe. Men måske er det svar nok, at det har Angelique Kidjo tilsyneladende haft lyst til. For det har tydeligvis været lysten, der har drevet værket denne gang. Næste gang gælder det så Kidjos visit til Haiti og Cuba. Haiti lyder som en spændende udfordring, men et mere fortærsket emne end Cuba skal man lede længe efter. Dog, mon ikke Kidjo også skal vise sig at være kvinde for at sætte fut i en gammel havaneser eller to?