To år er gået, siden Florence Leontine Mary Welch brød igennem med albummet ’Lungs’ – en debut, der unægtelig var lidt af en musikalsk rodebutik, men oftest en både sprudlende og forfriskende en af slagsen, der tilmed blev ført til dørs af en stemme, der aldrig veg fra at opsøge de vildeste tinder.
Med sine bløde, flammefarvede krøller, ligblege hud og teatralske gevandter lignede Florence tilmed en genopstanden it-girl for det 19. århundredes prærafaelitiske broderskab. Markant og karismatisk som bare pokker – en drøm af en popstjerne med en gennemsnitshastighed på 180 km/t. og fuldt knald på vindmaskinen. Sotto voce? Ikke her. Florences vokal er et kraftcenter. Og ved første møde med hendes andet album, ’Ceremonials’, er der umiddelbart ikke meget nyt under den gustengule engelske sol.
