Lyt til artiklen
Det er, som om solen skinner igennem Aimee Manns popsange. En dovent californisk solskin, som matcher hendes varmt modulerede stemme og lange lyse hår. Den 52-årige Mann fik sit sene gennembrud i 1999, da Paul Thomas Anderson byggede sin film ’Magnolia’ op omkring Aimee Manns sange. Det gav hende modet til at bryde med pladeselskabet Geffen, der på trods af Manns ypperlige sangskrivning nægtede at udsende ’Bachelor No. 2’, fordi de ikke kunne høre en hitsingle.
Fatale kræfter
I 2000 udgav hun så på eget pladeselskab, SuperEgo Records, albummet ’Bachelor No. 2’, som stadig står som en solflimrende og superklog popklassiker. Nogle gange er pladeselskaber altså bare nogle krejlere!
Siden har Aimee Mann bl.a. lavet fornemme ’Lost in Space’ (2002) og ’@#%&*! Smilers’ (2008), men intet kommer så tæt på ’Bachelor No. 2’ som Aimee Manns nye ’Charmer’.
Som altid med elegante tekster og smækre melodier og denne gang igen med guitaren fremme i lydbilledet og en skøn gammeldaws tyggegummielastisk synthesizerpoplyd. I endnu et katalog over menneskelige skævheder og tvivlsomme egenskaber er det denne gang charmøren, der er emnet.
