Det er ikke meget, de har til fælles rent musikalsk. Alligevel er der et sammenfald mellem to nye, danske plader, der udkommer i dag, og som begge byder på den såkaldt svære toer fra to unge bands, der bevæger sig i hver sin ende af temperamentsbarometeret.

På den ene side brøler punkbandet Iceage med hvinende, grædende guitarer og tæskede trommeskind. På den anden side danser den bløde, stilsikre diskoprins Vinnie Who.

Fælles for dem begge er, at ingen af dem mener noget som helst. Hvor Iceage gemmer sig bag et visir af anti-alting, søger Vinnie Who sin eskapisme på et dansegulv. Her er ingen god løsning i morgen. Ingen kampråb. De mener ingenting. Og gør det alligevel.

Indre ildebrande
På ’You’re Nothing’ fortsætter Iceage den revitalisering af punken, de søsatte på debuten ’New Brigade’ fra 2011. En kærkommen genfødsel af en genre, der ellers nemt kan ligne en parodi på sig selv, hvis man insisterer på at holde fast i drømmen om politisk anarki, grønne hanekamme og sikkerhedsnåle i ørerne.

Men i dag hører det fastelavn og fortiden til. Ikke mindst takket være Iceage.

I dag er parolerne væk, og punk anno 2013 handler mere om frustrationer og følelser end om sammenholdet i Ungdomshuset på Jagtvej. Bål og brand over borgerskabet er blevet til indre ildebrande. Og dem er Iceage kun blevet endnu bedre til på ’You’re Nothing’, der er mere udadvendt og umiddelbar i sit udtryk end forgængeren.

LÆS OGSÅ Dansk punk anno 2013: Drengene fra fritidsklubben tog på tour i hele verden

Et godt eksempel er forsanger Elias Rønnenfeldts tekster, der fremstår mere personlige, og i hvert fald er blevet en tand nemmere at høre.

Der er ikke så meget mumlen længere, og det klæder bandet, for Rønnenfeldt viser sig at være en glimrende tekstforfatter, hvis insisterende fokus på krop og fysik, knyttede næver og sårede hjerter destilleres på helvedesridtet ’Everything Drifts’: »Nature is violence/Bow in its grace«.

Masser af spørgsmål
Rent musikalsk fremstår bandet fortsat både sløsede og helt nøjagtige, når de spiller tight på deres egen slingrende facon.

Ikke sjældent føles det, som om man er man guldfisken i en blender på Trapholt i det øjeblik, der blev tændt for knappen, og den firbladede blenderkniv begyndte at rotere lynhurtigt rundt.

Indimellem er det sådan, det føles at lytte til Iceage. Og det er en stor cadeau. Det er musik, man kan mærke. Men det virker også, når bandet suger tempoet ud, som på den dystre begravelsesoptogstunge ’Morals’, der nærmest er en ballade, der eksploderer til sidst med et omkvæd, der lyder »Where’s your morals?«.

Der er masser af desperation. Masser af emotionel råstyrke i de små, blege kroppe. Masser af spørgsmål, og knap så mange svar. Og det er en styrke i min bog.

Flyder som mælk og honning
Hvor Iceage runder deres plade af med titelnummeret ’You’re Nothing’, synger Vinnie Who »You’re wonderful« på sit nummer, der bare hedder ’Wonderful’.

For hvor glasset hos Iceage overvejende synes halvfyldt, er der nærmest fri bar hos Vinnie Who, der ligesom Iceage bruger sit andet album til at nuancere det udtryk, han lagde fra land med for to år siden på debuten ’Then I Met You’.

Det er stadig de luksuriøst groovende up-tempo-numre, der fylder mest på ’Midnight Special’. Som på det imponerende ubesværede hedonistiske pletskud af et åbningsnummer, ’The Wiggle’, og ’How Can I Be Sure?’.

Vinnie Who har styr på virkemidlerne i sin bløde, veldrejede og i glimt mildt housede disco, der flyder som mælk og honning under hans himmelstræbende falsetvokal. Det er eskapisme på svimlende højt plan, og det virker.

Tæmmet

Men ingen fest uden en dagen derpå, og her fremstår Vinnie Who stærkere, end jeg selv tror, han ved, han er.

Allerede på det forførende singlemellemspil ’Killer Bee’ demonstrerede han en mere dramatisk og melankolsk side af sin egen lyd.

Den udvides på toeren med et nummer som ’Forever Awake’, der med lige dele vægtløshed og elegance sammenligner en tomhed i hverdagen med en pladespiller i kontrær modpol til sin omverden: »The needle keeps on skipping the groove«. Disko kan også have en dårlig dag. Det klæder den faktisk.

LÆS OGSÅ 22-årig stjerne: »Jeg laver ikke popmusik for poppens skyld«

’Midnight Special’ er et delikat bekendtskab, men den lider også under, hvor fortrinligt bandet spiller live. Her kommer en vildskab frem, som stadig har til gode at vise sit vidunderlige ansigt på bandets plader, der godt kan virke lige vel tæmmede i længden.

Men det rykker ikke ved, at pladen er et bevis på, at man kan sagtens have både et stærkt personligt udtryk samt noget på sit unge hjerte uden at have et manifest af holdninger at læne sig op ad. Og man kan snildt skære gode plader, selv om man har flere spørgsmål end svar. Ofte er det dem, der bliver de bedste i det lange løb.