Life is hard. And so am I. Sådan indledte Mark Oliver Everett tilbage i 1996 ’Novocaine For The Soul’, der indtil videre er hans bandprojekt Eels’ eneste virkelig store hit. Med præcision slog han dermed det sorthumoristiske grundtema for sin musik an, men skabte også den benlås, han i dag har svært ved at komme ud af igen. Det kan man konstatere i anledningen af, at Eels gør status med en dobbelt udgivelse, der dels samler op på deres bedste sangbedrifter og dels rydder ud i pulterkammeret af b-sider, coverversioner og ikke mindst alternative udgaver af sange som ’Novocaine For The Soul’.
En vrangvillig kamp
I sine liner notes skriver Mark Everett, at får man et hit, forventes man at spille den hver dag resten af sit liv. Med den lakoniske tilføjelse: »Good luck not going crazy«. Og så kan det jo godt undre, hvorfor en så begavet sangsmed og tekstforfatter ikke bare klipper navlestrengen til omverdens forventninger og lader hittet være i fortiden.
I stedet tager han vrangvilligt kampen op med spøgelser, som det blev skete på Det Kongelige Teaters Gamle Scene lørdag aften, hvor han blev overdrevet indrammet af fortiden. Det første offer i den kamp er musikken.
