Nu har jeg aldrig været den store fan af Enya og hendes new age-trippende reklamebelægningsmusik. Alligevel er det svært ikke tænke på netop Enya, når jeg hører Glasser. Uden at jeg løber skrigende bort. Forbindelsen mellem de to stort anlagte stemmers luftige udblæsning er klar nok, men måske bliver jeg hængende ved Glasser, fordi hun giver sin musik rytmisk krop i mange lag.
Spøgelser i rumklangen
Måske er det, fordi kvinden, der gemmer sig bag navnet Glasser, amerikanske Cameron Mesirow, ikke har travlt med at få sin musik til at lyde som et photoshoppet postkort af vandfald og solnedgange. Måske er det, fordi hun giver sin flydende vokal modspillende nærvær fra dynamiske strittende rytmer og elektroniske koldklange.
Måske er det, fordi jeg indimellem hører spøgelser i rumklangen og kommer til at tænke på Fever Ray. Bare knap så isnende uhyggeligt. Det er i hvert ikke de fjernøstlige stammeøvelser, der med deres påklistrede fraseringer holder Glasser godt kørende. Luftig pop Cameron Mesirow fra Los Angeles debuterer som Glasser med albummet ’Ring’, der strækker sig musikalsk langt fra den stammedansende intro på ’Apply’ forbi håndklappende pop på ’Home’ til den elektronisk snerrende ’Mirroage’ og xylofonhoppende fest i ’Treasure Of We’. Glasser er luftig pop med underlige udfald og hang til kolonisering af verdensmusikalske kor og indonesiske rytmer. Hjemsøgt Los Angeles
