Mens Nasa indstiller deres rumfærgerejser for denne gang, er der anderledes gang i smutturene til det ydre rum blandt en række amerikanske sangskrivere. For ikke så mange år siden stod den træknirkende autenticitet fra folkmusikken stærkt med blandt andre Devendra Banhart og Sufjan Stevens. Akustiske sange fra verandaen tegnede den amerikanske sangskrivning. Men tidligere i år spacerockede sidstnævnte Stevens sig langt væk fra den bænk af oprigtighed, og på sit mesterlige nye album er den ligesindede Bon Iver, som vi anmeldte for nylig, mere optaget af at forme et landskab af lyd end at leve op til de sangskrivertraditioner, Neil Young ellers har skrevet så eftertrykkeligt ned, at man aldrig glemmer dem igen. Nu følger The Antlers samme sonisk udvidende spor af brede synthflader, skævt rullende rytmer og sexede basgange på deres tredje album ’Burst Apart’. Oprindeligt et solo-soveværelse-projekt for Peter Silberman er gevirerne i dag en trio fra Brooklyn. Og de lyder mere som et band end tidligere, hvor udgangspunktet var Silbermans isolerede sangskrivning. Ikke at det var en svaghed. The Antlers markerede sig på den måde stærkt for to år siden med det dramatiske album ’Hospice’ – om kærligheden mellem en dødelig syg patient og en plejer.
Mestendels underspillede sange, der tog sig mere end god tid og alligevel endte med at sive melodiøst ind igennem huden på dem, der fandt albummet i vrimlen af den tids heftige udgivelsesstrøm fra Brooklyn-bands. Men hvis man i forvejen har kastet sin kærlighed på de store følelser hos bysbørnene fra The National eller får kildrende fornemmelse i hovedbunden af de harmoniske skønheder fra Grizzly Bear, bør man også opsøge The Antlers. Den velkendte skønhed i Peter Silbermans stemme bliver markeret allerede på det dragende åbningsnummer ’I Don’t Want Love’ med dets himmelske melodilinje og psykedeliske underklang. Men den tårepersende klokkeklang i Silbermans stemme bliver udvidet med en lysende falset, der senere varieres og forfines på sange som den triphoppende ’Parentheses’. Allerede på albummets anden sang skifter de nye toner atter kurs, og med den funky indledning af boblende bas, keyboard og kunstige trommer på ’French Exit’ venter man nærmest kun på, at Lionel Richie skal træde frem til mikrofonen. Men i stedet snor Silberman atter en løkke af smukke, høje toner over den næsten vulgære bund. Groovet vender tilbage i en slowmotion-leg med Billy Pauls Philadelphia soul på ’Rolled Together’, men bliver kun et af de mange virkemidler – som kantede guitarakkorder og udsyrede keyboardklange – The Antlers tager i brug. Alt sammen for at spille op til Silbermans utrolige stemme. Han har foretaget et kvantespring fremad på det her album, der med sin skønhed løsner klumpen i halsen, der opstår, når han med sin lyse klang får følelserne i klemme på linjerne »We should close that window/ we both left open«. Er man lige dér i tilværelsens skærsild, vil jeg anbefale at søge ly hos The Antlers. De kender giften og har medicinen. Med sit åbne sind over for psykedeliske klange og overraskende genreskift, sine uimodståelige melodier, dynamiske sammenstød mellem forvrængninger og harmonier samt hjertegribende inderlighed minder The Antlers egentlig om en anden gammel amerikansk rumfærge: The Flaming Lips. Bare uden syntetisk bismag. Noget kunne tyde på, at den næste generation rumfærger har gevir, men bugen er stadig fuld af store følelser og eventyrlyst.
