»L.O.C. har valgt at sælge sin sjæl«. Pladeselskabsdirektør Jakob Sørensen fra Copenhagen Records lagde ikke fingrene imellem, da han kommenterede danske L.O.C.s udtalelser om, at pladeselskaberne var fortid. Man kan forestille sig sveden på Sørensens overlæbe, for der er mere end en rebelsk gestus i Liam O’Connors brud med EMI. Nervøse trækninger Kun et år efter at L.O.C. udsendte det sorte spejlkabinet ’Libertiner’, udgiver han det mere sprællende ’Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1’, der igen hudfletter forbudte fantasier, men også lægger en distance til det skruppelløse selvportræt. Albummet udkommer på L.O.C.s eget pladeselskab og tilmed som gratis download i de kommende fem uger – takket være en lukrativ aftale med TDC. Det er dér, det med sjælen kommer ind. Jakob Sørensen peger fingre ad L.O.C. for at gå efter pengene uden at stå ved det. Den slags, der altså æder sjælen op.
LÆS OGSÅ L.O.C. forærer hele sit nye album væk
Især hvis det er efter en velplanlagt model, hvor L.O.C. først satte ekstra kapital ind på den folkelige konto med sin dommerrolle i underholdningsshowet ’Voice’, før han sendte sin single og nu nye album på gaden. Og tog sig godt betalt for det hele. Måske er Sørensen ganske enkelt nervøs ved tanken om, at Copenhagen Records’ Nephew eller Nik & Jay følger efter? I Sverige har musikerne Lykke Li og Miike Snow netop lavet pladeselskabet Ingrid for undgå mellemmænd. Komikeren Louis CK har tjent en million dollar på selv at udgive en dvd, og ideen med at give musik gratis væk er dyrket med succes på det amerikanske hiphopmarked. Stodder i nystrøget skjorte Alt det er L.O.C. vist ligeglad med. Og hvorfor skulle han ikke være det?






























