Vi står lige nu med en generation af sangskrivere, der fra et sted i 30’erne synger om alvorens første knæk i livet. Tidligere i år gik Jonas Breum hvileløst rundt om sig selv, Lise Westzynthius lappede på tilværelsens rifter, og nu er det Kristian Leth og Christian Juncker, der holder foran tvivlens blinkende trafiklys. Ungdommens sidste hinde af finsprit er fordampet, og nu kigger de voksenlivet i øjnene. Efter fire album som forsanger i The William Blakes og et enkelt som Baron Criminel træder Kristian Leth frem i al sin ensomhed og på dansk. Og det er virkelig sig selv, han sætter på spil.
INTERVIEW Kristian Leth blev næsten begravet i sit eget talent
Der strømmer mere energi gennem manden end gennem Svanemølleværket, og med smuk korhjælp fra Søren Huus og Christian Hjelm er det hovedsagelig Leth selv, der spiller alle instrumenter. Og drejer musikken i konstant skiftende retninger.
Fra nøgen sanger-sangskrivning til fængende guitarpop tilsat små folkemusikalske brudstykker, indiesalmeudbrud og højromantiske arenaøjeblikke. Aldrig forvirrende, men spraglet og varieret – med en silketråd af melodisk tæft fra inderst til yderst. Kostumerne fra rollerne som radiovært, skuespiller og pladeselskabsmand er hængt i garderoben, og i stedet møder vi en mand på 32, der ser tilbage på ungdommen, skimter døden ud af øjenkrogen og undrer sig over sig selv og sin generation. Som en aftenregn af spørgsmålstegn siler tilværelsens tvivl ned gennem teksterne, der er opbrudt som lyrik – og som en påmindelse om, at nå ja, Leth har også udgivet digte. Men den kunstfærdige form brydes ned her, indefra. Leth synger af karsken bælg og med et skær af 1970’ernes bekendelseslitteratur om et menneske, der var 30 år om at blive vred; om en far, der slår en lykkelig cirkel om sin familie, og om den evige bevægelse via metaforen ’Storebæltsbroen’, »der er meget meget mere/ mere end det vi ser/ derfor er den svær at reparere«. Det er en moden og modig plade – med tåkrummende slagside. Når Leth går så tæt på lytteren med et dybt personligt udtryk, bliver det også klaustrofobisk. Det må man tage med, og stadig i gang med at fordøje albummet har jeg en fornemmelse af, at det i sidste ende kan gøre det langtidsholdbart.
