Mens drengene i dansk hiphop stadig har tandbeskytter på, og rockens mænd slår syrede krøller, lægger dansk pop i dag under for den banalfikserede Rasmus Seebach-doktrin: Intet er for småt til at blive slået stort op.
Kan du mærke, hvordan du har det? Skriv en sang om det.
En af den sensitive pops mest populære stemmer tilhører Mads Langer.
LÆS OGSÅ Mads Langer laver endnu en suppe sukkersød melankoli
Med deltagelse i tv-programmet ’Toppen af poppen’ og ikke mindst coverversionen af Olives ’You’re Not Alone’ har han fået det store folkeligt gennembrud, der bygges videre på med 11 regnvejrsblå sange.
Siden den to år gamle ’Behold’ er Langer søgt i en mere elektronisk retning, men hans arrangementer er stadig enkle, og instrumenterne holder sig i baggrunden. Hvad end elguitaren stejler, eller melodiske sløjfer sniger sig rundt om keyboardet, er det stemmen, det drejer sig om her.
Med god grund! For Mads Langer synger rent, klart og bjergtagende flot som ingen anden herhjemme.
Den tekniske overlegenhed viser han på alle sange, men han (mis)bruger også stemmen til ensformigt at gå efter det samme skælvende klimaks hver gang.
Kalkuleret grundskabelon
I et ekko af Keane og Coldplay er det så målrettet i spændingskurverne, at man mere følger sig skubbet end lokket ud på følelsernes svimlende dybder. Man aner et udspekuleret blik i de ellers så blå øjne.
Men netop som det store sus lægger sig bag den påtagede mimik, flækker Langer alle mine forbehold midtover med sin overvældende falset på ’Never Forget You’.
Gribende stort i et dæmpet lyddesign af orgelklange og rørende på samme måde som den sarte akustiske ’When Silence Falls’. Pludselig kan man faktisk mærke den regn, der siler sagte ned i ballademageren Langers verden.
Desværre får han lige stukket Carpark North-pasticen (jo!) ’Ghost Town’ ind imellem de to sange og mindet om den kalkulerede grundskabelon, der dominerer ’In Theese Waters’.
Men lige de to måtte godt blive til meget mere en dag.
Ordinær radiopop
Meget mere er det ikke blevet til med Rasmus Walter.
Efter nogle år som forsanger i engelsksprogede Grand Avenue gik han solo med 2010-albummet ’På dybt vand’. Her fik hans øre for smittende poprock lov at blafre frit, mens han stavrede stivbenet rundt i det danske sprog. Det gør han igen på opfølgeren, ’Lige her lige nu’.
Den 34-årige sanger-sangskriver har også skruet op for de elektroniske virkemidler, mens han skiftevis fraserer som Steffen Brandt og Michael Falch. Radiovenlig poprock med omkvæd, der inviterer til fællessang.
Det er måske rart med lidt letfordøjelig melankoli til tilværelsens anspændte øjeblikke, problemet er bare, at Walter er så alvorligt udfordret på modersmålet.
Dansksproget hitsmed rejser hele landet rundtDet vrikker om på versefødderne og ender med uelegante banaliteter som: »dit skiftende humør/ har kastet mig rundt/ men aldrig grebet mig igen«.
Ud over at metaforen ikke hænger sammen, forstår jeg jo godt, hvad Walter vil sige. Jeg vil bare forstå det så meget bedre, hvis ikke det blev formuleret som en diagnose.
Det er den slags havari, der forhindrer Walters ellers solide sange i at træde i karakter.
Den knap så unge Walters lidelser er ordinær radiopop uden poetisk smidighed, og når man lytter til det, glemmer man ikke, hvor man er, men hvad man lige har hørt. Det skulle jo være lige omvendt.
Forløsende rum
Sebastian Lind har siden sin debut i 2010 holdt sig til at synge på engelsk, og det bliver han nok ved med lidt endnu, efter at minialbummet ’I Will Follow’ sidste år gjorde ham til endnu en dansk gæstearbejder på de tyske hitlister.
Men det har ikke været uproblematisk at følge op på dén succes. Lind har haft alvorlige problemer med stemmen og måtte sænke grundtonen i sine sange.
Det passer nu melankolikeren Sebastian Lind ganske fortræffeligt, og det mest interessante er, at hans underbelyste electropop samtidig har taget en drejning mod et mere eksperimenterende vemod.
Hvor hans sange tidligere var slynget rundt om guitarens akkorder, er der nu klangflader, dybe slugter og spinkle tinder i kompositionerne.
Nogle sange svæver som svenske Jonathan Johanssons elegier, andre brister i mørket som James Blake.
Hør bare det dynamiske spil mellem tvillingesangene ’Lonely King 1+2’, der som en fin popsang kæntrer og bliver til et iturevet øjeblik i natten.
Lind er heller ikke den store poet, men arbejder smukt med vemoden i sin stemme.
Ordene lader han falde ind som endnu en lyd i den efterbehandlede lydarkitektur, som skaber et forløsende rum, man kan træde ind i.
Uden at få armen tvunget om på ryggen eller ordene galt i halsen.
fortsæt med at læse
