Der er så utrolig meget overflødig staffage over Major Lazers andet album.
Heliumtvistet stemme midt i en opdatering af jamaicansk rocksteady, vrimlen af små lydeffekter i de i forvejen opkørte tyggegummiklubtracks samt hele tegneseriekonceptet, der pakker musikken ind en fortsættelse af fortællingen om den jamaicanske kommandosoldat Major Lazer, der bliver frosset ned og tøet op igen, da Jorden er under intergalaktisk angreb fra General Rubbish i 2050.
LÆS OGSÅ Hårdtpumpet dj måtte ty til overflødige tricks
Det er med andre ord gået over gevind. Men hvem har ikke brug for at gøre det en gang imellem?
Derfor er Major Lazer ikke så let at afvise, som jeg får trang til, når endnu en småhysterisk lille melodistump prikker nådesløst rundt ind i øret.
For når Diplo pisker en stemning op ude på overdrevet, ruller blodet hurtigere, kroppen spjætter, og man kommer i et splitsekund i tvivl, om man står til et rave i en nedlagt flyverhangar ud for Calcutta eller bare sidder uroligt på sin kontorstol på Rådhuspladsen.
Spræl i kanterne
Amerikanske Diplo er superstjerne i en ny generation af globale dj’s, der altid er på farten.
Han rejser fra Moskva til Sydney, samler eksotiske beats op undervejs i Angolas ghetto eller Brasiliens favela og spiller til fester overalt.
I 2009 nåede Diplo til Jamaica, hvor han sammen med sin britiske makker Switch tog fat i dancehallkulturen og vred den af led, så den lød som en portal ind til fester på en anden planet – ude i fremtiden.
På et tidspunkt undervejs har han mistet kontakten med Switch, så Major Lazer nu kun er Diplos projekt. Men han har ikke mistet grebet om dansegulvets dramaturgi.
Hvert eneste af de 14 nye tracks kan rive kroppen rundt, selv når tempoet undtagelsesvis falder et øjeblik, og Vampire Weekends Ezra Koenig leverer rocksteady vibrationer på ’Jessica’, så hofterne sejler til siderne.
Men for det meste er det nådesløst effektivt og med hidsige diskantfigurer en konstant jagt efter næste klimaks.
Udgangspunktet er stadig de insisterende rytmer fra dancehall, men forbindelsen til Jamaica er blevet uklar. Som det kan ses på listen over gæstende sangere.
Dancehallsuperstjerner som Vybz Kartel og T.O.K. er skiftet ud med popnavne som Bruno Mars og Wyclef Jean.
Indimellem er der endda gået ublu standardskåret pop anno 2013 i maskinen. Bare pakket ind med spræl i kanterne.
Masser af energi
Meget har altså forandret sig siden debuten. Diplo er blevet et solidt producernavn i den tunge ende og sættes nu mere i forbindelse med Beyonce end med Die Antwoord, men vigtigere endnu: Den elektroniske dancemusik er eksploderet i Diplos oprindelige hjemland, USA.
Den succesfest vil Diplo spille til, så i Major Lazers kulørte tegneseriepop har kværnende elementer fra den amerikanske dubstepvariant brostep og den cirklende dancepuls udmanøvreret dancehallens dobbeltsvirp.
Måske var det dette retningsskift mod det eksploderende amerikanske dancemarked, der fik Switch til at forlade Diplos gobale kredsløb med en officiel bemærkning om »kreativ uenighed«?
LÆS OGSÅ Stjerne-dj spiller surprise-set i København
I så fald kan man godt forstå ham. For når nu Major Lazer vil udfordre dancehall, og ingen musik er fremmed for Diplo, er det skuffende at høre ham sigte efter en plads mellem Skrillex og David Guetta.
Der giver helt sikkert råd til en nyt hus på Jamaica, men på den caribiske ø skal man nok kigge efter andre navne, der vil holde dancehallniveauet højt eller ligefrem flytte genren fremad igen.
Derfor er ’Free the Universe’ som album ikke den samme eksplosive fornøjelse som forgængeren. Mindre opfindsomt, mere rastløst og effektjagende.
Men det er naturligvis meningen. Albummet har masser af energi og sine strålende øjeblikke, men mest af alt understreger den, at Diplo er det globale dansegulvs dynamitdreng.
Og til overflod god til at være det.
fortsæt med at læse
