Titlen er en varebetegnelse. På deres andet album lyder det, som om det danske band har været på en musikalsk shoppingtur verden rundt og er kommet hjem med både kølige toner på ’Norway’ og hornblæsende caribiske spjæt på ’People Of The Sun’.
Der gemme sig også afropop, hi-life og 1980’er-synthklange i de syv solskinsdrenges kuffert. Humøret er generelt højt og stemningen afslappet, men solen kaster også sine skygger.
Fint nok. Problemet er bare, at intet af det stikker særlig dybt.
Genreblandende danskere burde omfavne calypsokaosFesten skummer aldrig over, melankolien bider ikke fra sig. Som om de mest af alt ikke vil ødelægge den gode stemning. Som desperate charterguider på en regnvejrsdag.
Den gnidningsløse musik er fornøjelsen ved Eclectic Moniker, men det er også forbandelsen. Uden modhager eller skarpe melodier lurer det behagesyge i parasolskyggen.
Men har man brug for pletfri eskapisme, er ’Continents’ sikkert et perfekt hul i kalenderens nådesløse melding om efterår.
fortsæt med at læse
