Sidst vi hørte fra Coldplay, rullede fodboldkoret rundt i hallerne, mens Chris Martin euforisk sang om ’Paradise’. Det var dengang, ’Mylo Xyloto’ tændte lightere verden over og sendte Coldplays globale salgstal forbi de 55 millioner.

LÆS ANMELDELSE

Tre år senere er paradis gået op i flammer. I slutningen af marts bekendtgjorde Chris Martin og Gwyneth Paltrow, at de gik fra hinanden. Eller som de med new age-hokuspokussprog skrev i udtalelsen, de ville »consciously uncouple«.

Oplysninger og formuleringer, man kunne parkere ovre i privatsfæren, hvor NSA så kunne sidde og undre sig over eufemismen for at skride fra hinanden, hvis ikke lige det var for Coldplays 8. studiealbum.

For Chris Martin springer her på hovedet ned i den forvirrede smerte, de fleste vil genkende fra et brud som den patetiske fase, hvor man ikke tror, at solen står op igen på den anden side af natten. Man ved, det er slut, men vil gerne blive hængende lidt længere:

»Tell me you love me/ if you don’t then lie«.

Mærket af skilsmisse

Skilsmissen har ikke kun taget pusten fra Martin, men fra hele Coldplay. Arenabrølet, der ellers kun er steget i styrke siden debuten i 2000, er pludselig tavst. Coldplays stadionhymner er skaleret ned til ni sange med lav puls og endnu mindre armbevægelser. Hvilket er en tiltrængt kursændring.

Man sidder midt imellem de blåsorte toner og føler sig ikke på emotionel fedekur, hvor grandiose arrangementer stopfodrer dig med følelser, ingen alligevel rigtig tror på.

Sorgen i lyden af de næsten havarerede popsange er langt mere overbevisende end de sædvanlige brag i bredformat. Et kirkekor spøger i maskinerne, og guitaren cirkler søgende rundt om sig selv på ’Always in My Head’.

Ekko fra Bon Ivers stemme

Bon Ivers forvrængede stemme giver ekko i Martins vokal under ’Midnights’ (der dog ender på dansegulvet og ikke i en eremits træhytte), og knastørt leverer Coldplay med ’Magic’ et fermt stykke melankolipop, det er svært at få af igen, hvis den først er røget på i den indre jukeboks.

Coldplay vender i en vis forstand tilbage til det intime rum fra ’Parachutes’. Det er tilbageholdt og melodisk, men indimellem også så blodfattigt og opgivende, at det mimer den ynkelige tomgang lidt for godt.

Sang for sang falder ægteskabet fra hinanden. Fra de første linjer kredser Chris Martin om hende: »I think of you/ I haven't slept«, og selv om det »feels like there's something broken inside«, er det stadig »magic/ when I'm with you«. Han synger om tatoveringen, der skulle holde for livet, men ender med erkendelsen: »you've got to find yourself alone in this world«.

Distance til dybden

Se, her ville jeg gerne have skrevet noget om de øjeblikke, hvor Chris Martin med poetiske klippesprængninger borede sig ind i break-up-pladernes helt store titler (Abba’s ’The Visitors’, Alanis Morisettes ’Jagged Little Pill’ eller Nick Caves ’The Boatman’s Call’). De øjeblikke er der bare ikke. For han springer ikke fra tårnvippen ud i sine oprørte følelser, men bruger forsigtigt badestigen. Og kommer hurtigt op igen.

Elendighederne krystalliserer sig derfor aldrig ud i skælvende udsagn, der løfter sig over det, en hjerteknust ven snøftende kunne berette fra kærlighedens lazaret. Vennen vil endda sandsynligvis være sjovere at høre på end Martins floskler.

Dermed lægger Coldplay distance til det opstillede register af dybe følelser og kommer aldrig ud over den ulykkelige kærligheds skabeloner. Sangene postulerer nærhed, men taler kun i generelle vendinger, der ikke sætter nogen personlige spor.

På den måde kan man sige, at Coldplay er sig selv. Nok har de gode popsnedkere smidt den musikalske ham for en stund, men de leverer stadig et erstatningsprodukt i stedet for egentlige følelser. Og den slags har det med at gå hurtigt over.

fortsæt med at læse

Portræt af Chris Martin - tuderockens velopdragne søn