At Merrill Garbus har en fortid som dukkefører og ukulele-musiker antyder et temperament af de mere specielle.
Under navnet Tune-Yards skaber Garbus sammen med bassisten Nate Brenner en kantet og medrivende musik, der bogstavelig talt er unik. Der er slægtskab med kvindelige performance-popmusikere som Laurie Anderson og St. Vincent, men 35-årige Garbus skaber musik, der fysisk er mere radikal.
Musikalsk unikum gjorde publikum en lille smule lykkeligereMed blandt andet loops og percussion frembringes et ophugget udtryk, der rummer alt fra gospel til dancehall.
Musikken på det tredje album, ’Nikki Nack’, er mere trommeglad og popvenlig end ’Whokill’ fra 2011, men det musikalske udtryk og poesien er stadig radikal. Hvide Garbus lyder mest af alt som en gal sort rap-poet.
Frygten for kønsrelateret vold, selvlede og identifikation med de under- og nedtrykte pumper smittende energisk på det hidtil mest sprudlende opfindsomme udspil fra Tune-Yards.
fortsæt med at læse
