Efter den mere politiske end poetiske undergang på ’An Age of Wolves’ sidste år er The William Blakes tilbage i deres rastløse og impulsive spor, hvor ingen musikalske inspirationskilder er lukket ude og alt kan ske i en håndevending.

Deres sjette album (på bare seks år) har Bo Rande, Kristian Leth, Frederik og Fridolin Nordsø også indspillet på deres svenske ødegård, Bösebo.

Der har de været mange gange før og tvunget ja-hatten ned over hovedet på hinanden, men denne gang er de 12 nye sange indspillet på bare tre dage.

Der har slet ikke været tid til at overveje hovedbeklædningen eller foretage de store ændringer undervejs.

Kan stadig levere hooks

I stedet har de koncentreret sig om at finde ned i nogle funky grooves, der som repeterende mønstre kan fortsætte i det hypnotisk uendelige. Som Kristian Leth synger på åbningsnummeret, ’Creatures’:

»We awake like ’what’s up’/ make the music, never stop«.

I bookletten skriver The Williams Blakes, at de her sange og tekster er besværgelser, der blev skabt »as part of a ritual«.

Samme mystik og spiritualitet flimrer i teksterne, men jeg vil nu hellere trække ’Purple Ball’ ned på jorden og betegne det som en smittende blanding af regulær funk, syrede udsving, bleg afrobeat og soft rock.

De kan stadig levere hooks, og som en medrivende genrebastard, der både har en musikalsk fætter i Ariel Pink og David Byrne, er det en opmuntrende affære hele vejen igennem. En slags håbefuld replik til den dystre forgænger.

Forsvinder i sorgløse melodier

Alligevel er der noget kronisk uforløst over The William Blakes.

Som ofte før forsvinder de selv i de sorgløse melodier og mange citater.

Ligesom deres navn (og første album ’Wayne Coyne’) er en henvisning væk fra dem selv, efterlader den opfindsomme kvartets hastige sange også indtrykket af et band, der er væk, i samme øjeblik de er ankommet.

The William Blakes sætter ingen varige mærker, men er stadig en forbipasserende fornøjelse.

fortsæt med at læse

Comeback-album er værd at fordrive efterårets tusmørkeeftermiddage med