Lyt til artiklen
The Doors er måske snarere en fase, mange af os skal igennem på vejen mod voksenlivet, ligesom Che Guevara, 2Pac, James Dean, end et klassisk rockband i musikkens store historiebog.
En af den slags legender, der efterlader sig citater, tegninger og linjer i generation efter generation af stilehæfter, mens den musikalske arv stille og roligt glider ud på glemmebogens blanke sider. I hvert fald er vi uden tvivl mange, der i ly af teenageårenes formørkelse sneg os ind bag The Doors’ metertykke sorte tæppe af maskulin melankoli, røg, drukforbistrelse og almindelig livslede og siden har haft svært ved igen at åbne dørene til det univers.
