Først nyder man den i langsomme, rolige drag, mens roen forplanter sig helt ud i nervernes fjerneste fibre. Så begynder hovedet at synke lidt forover, mens rummeligheden vokser og et blødt tæppe af vat synes at drapere ens indre. Til sidst opgiver man at hænge fast i bevidstheden og synker ind i en dejlig, drømmeløs og magelig søvn i sofaen. Nej, det er ikke virkningen af weekendens gode vin på tilbud fra supermarkedet, vi taler om, men den drypvise døsighed, der indfinder sig i takt med, at Hanne Boel får sunget sig igennem sin karrieres soloalbum nummer 11.
De ti forrige er sammen med en opsamling og en liveplade solgt i ti millioner eksemplarer, så det er en af danskernes absolutte yndlingssangerinder, vi møder igen i den sædvanlige, solide og velafbalanceret lækre lyd, skabt af husproduceren Poul Bruun. Under slumretæppet Selv om repertoiret består af både nye kompositioner fra især sangerinden selv og covernumre, er vægten næsten entydigt lagt på balladerne. De rulles ud over os som trygge og tykke tæpper af Hanne Boels velkendte, mørke og klæge vokal og den konstant distinkt, velspillende backing.
