Lige så stor indflydelse, Smashing Pumpkins havde på halvfemsernes rockscene, har Interpol på dette årtis. Ved at hente inspiration i dystre britiske navne som især Joy Division har newyorkerne ironisk nok været stilskabende for engelske bands som The Editors. Men også danske Nephew og Decorate. Decorate har lyttet til Interpols dunkle, men også lækkert inviterende rock.
Således også på kvartettens tredje album, ’Our Love to Admire’, der er produceret i samarbejde med Rick Costey, som for fire år siden stod bag Mews gennembrud med ’Frengers’ og siden har taget sig af kometer som Franz Ferdinand og Muse. Også her gør han et fremragende job med en mere fyldig, men alligevel krystalklar produktion, centreret omkring sanger Paul Banks’ smukke, mørke baryton og Daniel Kesslers ekstremt præcise guitarspil over den råt rullende rytmesektion.
Udtrykket er fortsat enkelt, på kanten af det monotone. Lydbilledet kan forekomme ensformigt med de konstant kommende guitarriffs med kun en enkelt tone, og ingen kan beskylde Interpol for at brede sig over for meget, selv om keyboards denne gang fylder en del. Mere variation, tak
Til gengæld har gruppen i den grad rendyrket sit udtryk, at det er svært ikke at blive imponeret. Især i albummets første del, hvor de stærke sange fyres af. Der åbnes formidabelt med ’Pioneer to the Falls’, men også den stramt tillukkede ’The Scale’ og den for Interpol usædvanligt rå rocksang ’The Heinrich Maneuver’, der holdes i umanerligt stramme tøjler, rager op.
’Pace is the Trick’ og det stofmættede slumretæppe ’Rest My Chemistry’ er også fine bidrag, inden ensformigheden sætter ind. Gruppen får dog rundet fornemt af med den sære, men også stemningsfyldte ’The Lighthouse’. Hvis Interpol skal skabe mesterværket og nå videre end til at være end ekstremt vellydende og stilskabende kvartet, der netop er resultatet af den stædige fastholden på udtrykket, skal der mere variation til. Også selv om gruppens mange nuancer af farven sort er behagelige at lægge øre til.
