Med en bagage fra dengang rockmusik stadig besad en form for uskyldighed, havde betydning og gennemslagskraft kommer Lenny Kravitz kørende i en bedaget flyder, stiller sit gammeldags gear op og proklamerer uden udenomssnak: »Tiden er inde til en revolution i kærlighedens navn!«. Her kan man så vælge at slippe det billige grin løs på endnu en overvintret hippie, der ikke har fattet, at hverken guitar, revolutioner, peace eller love er i synderlig høj kurs i disse dage. Eller man kan slå ørene ud til noget nær multiinstrumentalisten Lenny Kravitz’ bedste udspil til dato.
Funky smidighed
På sit ottende album, som samtidig er det første i tre år, angriber Kravitz nogle af rockens mest karakteristiske klodser med en funky smidighed, så man for alvor skulle tro, at han er familiært beslægtet med Prince.
Og så fyrer han de frækkeste guitarer af som glat, lun massageolie, der næsten får murstenene i melodiernes solide grundvolde til at danse nedad gaderne. Det er nøjagtig den smørelse i kuglelejerne, der gør, at ’It Is Time For A Love Revolution’.
Når Lenny Kravitz stiger op fra sine designermøbler og giver den som vred protestsanger, der sammenstiller sit lands militære aktioner rundt om i verden med Vietnamkrigen, rammer vi hurtigt det hule og forudsigelige.
»We’re gonna fly over the world inside our giant eagle/ we do just what we want and don’t care if it’s illegal«, vrisser Kravitz. Det får næppe George W. Bush til at trække sig fra embedet før tiden.
