Længe før den kreative klasse blev et begreb, mange år inden Horsens hyrede overbetalte stjerner som Madonna, Rolling Stones og Bob Dylan for at markedsføre byen ved at fifle lidt med momsreglerne, var der ægte rock i den østjyske stad.
Det kom fra nogle unge lømler, der ikke just lignede de Pretty Maids, de gav sig ud for at være.
Til gengæld kunne de spille og levere på en gang stålsat, vellydende og melodisk heavyrock på album som ’Red Hot And Heavy’ og ’Future World’, der bragede igennem i den ganske verden og vise folk på så forskellige lokaliteter som Osaka i Japan og Osnabrück i Tyskland, at de havde noget til fælles med nogle rødder fra Horsens.
Puddelhunde med nittehalsbånd
Nu er det vist mest 30-års jubilæet, der er inden for rækkevidde. Men det lyder ikke til at genere de kønne unge tøser det fjerneste på album nummer 13, ’Pandemonium’, der også er det stærkeste fra den kant siden de glade 80’ere.
Et årti, der er prentet ind i de klare keyboardflader, store omkvæd og den melodiske tyngde, som kan få pelsen på enhver puddelhund med respekt for sit nittehalsbånd til at rejse sig.
Hvis stilen ikke er overraskende, bliver den til gengæld holdt stramt og skarpt af et veloplagt band, som kender sin genre og sin tidslomme bedre end egne bukselommer.
Sange som den knusende ’It Comes At Night’, ’Cielo Drive’, titelnummeret og ’Little Drops Of Heaven’ med nogle harmonier og akkorder, Thomas Helmig vil nikke genkendende til, er galopperende, fyrige krikker at sætte ind i stalden til de gamle travere.
Sejt gået.
fortsæt med at læse
