Hvor kommer de mon fra, de ingredienser, der ender med at blive til sange af Bob Dylan og dermed selvskrevne juveler i det smykkeskrin, der bæres frem som ren helligdom i hyldestskrifter af religiøs karakter kloden rundt, hver gang der er nyt? Tja, at dømme efter album nummer 35 i en karriere på rundt regnet 50 år, er det såmænd slet ikke mere mystisk, end at inspirationen kommer fra de amerikanske landskaber, der suser forbi den evigtkørende turbus. Fra de gulnede gamle (western)film, som ruller inde i bussen. Og fra de bøger, ’Den Store Mester’ får læst undervejs. LÆS OGSÅBob Dylan modtager USA's største hæder I hvert fald er ’Tempest’ fyldt af røverhistorier, skæbnefortællinger, mord, hor og ildebrand, nok til at antænde et vognlæs plader med en fyr som Nick Cave og et bokssæt med Coen-brødrenes filmskat. Med andre ord er underholdningsværdien lige så høj som sangenes kvalitet, og indimellem er der perler, som vil røre også os, der ikke er medlemmer af menigheden. Bedre med alderen Som den endnu ældre Leonard Cohen har 71-årige Bob Dylan i de senere år modbevist den ofte fremsatte påstand om, at sangskrivere er bedst i ungdommen. Siden han i 1997 udgav ’Time Out Of Mind’ har Dylan holdt et højt niveau og udfordret sin egen alder, sin mytologiske status og den død, der lurer et sted derude, i sine stærkt vedkommende sange. I de seneste mange år i samklang med det turneband, der også på ’Tempest’ fremstår som et stensikkert swingende broderskab af intuitiv opbakning. Men som også på albummets første numre finder ind i det nærmest meditativt rullende beat mellem jazz, swing og western, der indimellem truer med at få musikken til at stivne som et fossil. LÆS OGSÅDylan-essay: Hvorfor helvede kan han ikke bare synge melodien, som den er? Heldigvis er der på ’Tempest’ masser af sprækker i legeringen. Fra det søde og finurlige forspil over den indledende delikatesse ’Duquesne Whistle’ til den nøgent rørende venskabssang til John Lennon, ’Roll On, John’ er der mere veloplagt variation, end vi har hørt meget længe fra Bob Dylan. Igen er David Hidalgo udlånt sammen med en masse latinske instrumenter fra Los Lobos som en art gæstekapelmester. Sammen med backingbandet giver han liv på samme velgørende måde som på det fremragende ’Together Through Life’ (2009). Derfor er ’Tempest’ i høj grad bandets og musikkens plade. Sex og blod Teksterne søger vanen tro efter guldkorn i grænselandet mellem de klicheer, Dylan igen på sin helt egen facon får til at leve, og de geniale indfald, der får fanskaren til at skrive kronikker om nobelkåring her og nu.
I en sang som ’Narrow Way’, der bugter tungt som Rolling Stones i 70’erne, konstaterer den aldrende poet eksempelvis: »I’m still hurting from an arrow through my chest/I’m gonna have to take my head and bury it between your breasts«. Nej, piger og drenge, det holder aldrig op. Her rulles musik, poesi, sort humor og virkelighed sammen til en surreel filmrulle, der drager med alle sine skæbnefortællinger i sindets biograf. Folk falder som fluer i disse morderiske sange dryppende af blod og tårer uden trøst. »I pay in blood/but not my own«, som Dylan ironisk snerrer i ’Pay in Blood’. En af de veloplagte sange sammen med den rockende ’Narrow Way’, den natteblå ballade ’Soon After Midnight’, trekantsdramaet ’Tin Angel’ og den prægtige bagatel ’Scarlet Town’.
