I 2000 blev engelske Clark tilknyttet Warp efter selskabets dominans på 1990’ernes elektroniske scene med Aphex Twin, Autechre og Boars of Canada.
Han fik aldrig samme brede succes, men på ’Clark’ kulminerer hans udforskning af computerens fejlmargin.
Glitchmusikken dyrker de utilsigtede lyde af maskinel overstyring og digital knas, og hos Clark samples de i lag på lag med reallyde og analoge melodier.
Lukker man øjnene, er det som at være med i filmen ’Tron’s virtuelle verden. Et sort rum, tegnet i 3D af laserlyse linjer. Mure af mørke tårner sig op som dommedagsakkorder fra en synthesizer, en hvid storm af digital støj opløser udsigten i et tiltet øjeblik, og små bidder af manipulerede kor hacker sig ind i mellemrummene af et beat.
Det er både desorienterende og bjergtagende at svæve i Clarks rum.
fortsæt med at læse




























